Nyhed

The Moody Blues aflyser dansk koncert

Det symfoniske rockband gæster alligevel ikke Danmark grundet kuk i timeplanen

Det engelske symfoniske rockband The Moody Blues kommer alligevel ikke til Danmark, hvor de skulle have givet koncert i Amager Bio 28. juni.

Grundet en kalenderkonflikt har trioen afblæst deres to skandinaviske datoer, og de siger i en presseudtalelse:

"På grund af en kalenderkonflikt er vi desværre nødt til at aflyse vores koncerter i København og Stockholm. Vi undskylder over for vores fans, men vi glæder os til at vende tilbage i nær fremtid."

Amager Bio tilføjer, at gruppen håber at komme tilbage i 2014. Indtil da kan billetter refunderes, hvor de er købt.


The Moody Blues albumdebuterede i 1965 og var nogle af foregangsgrupperne for den klassisk inspirerede rock i England i sen-60'erne og er især kendt for signatursangen "Nights in White Satin" fra 1967-albummet "Days of Future Passed". Nummeret blev også et hit i år 2000 for Sort Sol.

The Moody Blues gjorde sig blandt andet bemærket med firstemmige vokalharmonier og udstrakt brug af keyboards, og gruppen var inspiration for blandt andre King Crimson og Pink Floyd. The Moody Blues var også nogle af de første, der dyrkede fænomenet konceptalbum – altså album med en sammenhængende historie – hvilket de blandt andet gjorde med "In Search of the Lost Chord" i 1968 og året efter på "On the Threshold of a Dream".

I dag er der tre medlemmer tilbage fra den originale besætning, nemlig trommeslager/sanger Graeme Green, bassist/vokalist John Lodge og Justin Hayward på guitar og sang. Mike Pinder (keyboard) forlod bandet tilbage i 1978, og fløjtenist Ray Thomas fulgte trop i 2002. Førstnævnte afløses af både Alan Hewitt og Julie Ragins, mens Thomas erstattes af Norda Mullen. Endelig supplerer Gordon Marshall Graeme Green bag trommerne.

Bandet har gennem årene udgivet 16 studiealbum, senest "December" fra 2003.

The Moody Blues har tidligere givet udsolgte koncerter i Amager Bio i 2006 og 2008.

ANNONCE