Nyhed

Courtney Love: Jeg har brugt 27 millioner dollar

Og så var den Nirvana-arv da vist også spenderet ...

Kurt Cobains enke Courtney Love har blæst hele Nirvana-formuen af.

Intet mindre end 150 millioner danske kroner tjent på baggrund af nogle af rockmusikkens største klassikere har Love fyret af på sin livsstil. Tårevædet anger finder man imidlertid ikke hos den stoiske Love, som selv synes, at det er en ganske "rock'n'roll" bedrift.

Hun udtaler til australske Style Magazine:


"Jeg har mistet omkring 27 millioner dollar. Jeg ved, at det er flere penge, end de fleste nogensinde kommer i nærheden af i løbet af deres levetid. Men jeg er en stor pige. Det er rock'n'roll. Det er Nirvanas penge, men jeg er nødt til at komme videre."

Det er selvfølgelig ikke kun shoppeture, der har fået tegnebogen til at svinde ind, men også smadrede hotelværelser, stofmisbrug og utallige retssager, der over årene har kostet sangerinden dyrt. Især på de sociale medier har Love utallige gange gjort sig uheldigt bemærket med stødende bemærkninger, der har fået amerikanske advokater til at gnide sig tilfredse i hænderne. Tidligere i år hævdede hun for eksempel at have lokaliseret det forsvundne passagerfly fra Malaysia Airlines, ligesom hun kom i et verbalt slagsmål med den amerikanske komiker Daniel Tosh.

Courtney Loves humør har også været skyld i et permanent brud med sin gruppe Hole. Hun havde tidligere varslet en gendannelse, men det viste sig dog, at hun havde været for tidligt ude. De gamle bandkammerater var ikke med på at lege med den meningsfyldte sangerinde. 


Det er da heller ikke musikken, der har holdt Love i mediernes søgelys. Hendes sidste soloalbum, "America's Sweetheart", udkom i 2004. GAFFAs Finn P. Madsen kvitterede med fire stjerner og konkluderede: "Kvinderockens provokatør er tilbage på America's Sweetheart, og hun er tændt." 

ANNONCE