Det er i dag 30 år siden, at The Smiths gik mod strømmen og skabte en lyd, der stadig klinger i dag
"And "love" is just a miserable lie".
Måske selve den lyriske kerne i The Smiths ligger opsummeret i den ene linje. "Og kærlighed" er blot en nederægtig løgn", som en oversættelse kunne lyde, kommer fra det tredje nummer, "Miserable Lie", på The Smiths selvbetitlede debutalbum, "The Smiths", der udkom den 20. februar 1984. Det er dermed 30 år siden, at The Smiths sendte deres første fuldlængdealbum på gaden og erobrede tronen for de utilpasse og humørsyge, hjerteknuste teenagers verden over.
The Smiths blev dannet tidligt i 1982 af tekstforfatteren Steven Patrick Morrissey og guitaristen John Maher - som dog hurtigt skiftede navn til det lidt mere glamourøse Johnny Marr. Da de senere tilføjede Mike Joyce på trommer og Marrs ven Andy Rourke på bas i efteråret, var The Smiths' besætning komplet. Morrissey har udtalt, at han døbte gruppen The Smiths, fordi "det er det mest almindelige navn" og fordi han syntes, at "det var på tide, at verdens almindelige mennesker viste deres ansigter".
The Smiths udgav deres debut på det uafhængige pladeselskab Rough Trade - og man kan måske tale om, at det var med til at gøre The Smiths til det arketypiske "indie"-band, lige netop fordi det var musik, der gik uden om de store, veletablerede selskaber.
Det var dog ikke uproblematisk at indspille albummet. Pladeselskabsdirektør Geoff Travis foreslog musikeren Troy Tate til at producere, og det gik gruppen velvilligt med til. De indspillede i slutningen af 1983 hele 14 numre med Tate. Materialet levede dog ikke op til Travis' forventninger, så han gav et kassettebånd med indspilningerne til producer John Porter i håb om, at han kunne remixe dem og gøre dem mere lydbare.
Porter gjorde imidlertid noget helt andet. Han genindspillede hele albummet med gruppen, og det til trods for, at Morrissey allerede havde været ude i den engelske musikpresse med en storstilet erklæring i forhold til samarbejdet med Tate: "Vi har gjort alt, vi kunne, og det hører man tydeligt." På grund af turnéplaner måtte gruppen indspille albummet i små bidder. Størstedelen af numrene blev dog indspillet på én sammenhængende uge. Da indspilningerne stod færdige, var gruppen stadig ikke tilfreds, men grundet omkostningerne var der ikke andet for end at udgive albummet hurtigst muligt.
Morrissey designede med sit talent for det dramatiske albumcoveret. Det er et fotografi af den amerikanske skuespiller Joe Dallesandro fra Andy Warhols film "Flesh" (1968). Stillistisk var det også med til at adskille The Smiths fra den øvrige brigade af britisk musik i starten af 80'erne, fordi prætentiøsiteten omkring bevidst at ville udtrykke sig ophøjet kunstnerisk blev fuldt ud omfavnet.
Lyrisk set var Morrissey i høj grad inspireret af den engelske digter Oscar Wilde, hvis ironiske vid stadig den dag i dag har bevaret sit bid. (Som Morrissey senere skulle synge det i "Cemetry Gates" fra "The Queen Is Dead": "Keats and Yeats are on your side / But Wilde is on mine"). The Smiths debutalbum var da heller ikke fri for kontroverser med sange omhandlende antydet børnemisbrug og de famøse Moors-mord, som havde hjemsøgt England i slutningen af 1960'erne.
Albummet blev liggende på den engelske hitliste i 33 uger, hvor det opnåede en andenplads. Singlen "What Difference Does It Make", udgivet i januar som forløber for albummet, nåede en 12. plads på den engelske single-hitliste.
"The Smiths" har siden figureret jævnligt på lister over verdens bedste album og bedste debutalbum. Det var samtidig også med til at give det ry blandt kritikere, at bandet var en flok sortseende, livstrætte melankolikere. Det var dog et sprog, der talte til de almindeligt søgende og fortabte teenagere, som prøvede at finde sig selv i en stadig stigende kompleks virkelighed.
Måske musikkritikeren Garry Mulholland har udtrykt det bedst i sin bog "Fear of Music", som dækker de 261 bedste album fra 1976 og frem: "The Smiths cementerede deres tidlige legende med et debutalbum om børnemisrøgt. Produktionen var flad og grå, men alligevel lykkedes det at omfavne Manchester i en ny lyd, der var væsentlig anderledes end den af Ian Curtis og Mark E. Smith. Men alt vedrørende The Smiths gik mod midt-80'ernes popstrøm, fra Joe Dallesandro på albumcoveret til sangenes mådeholdne kimen, men mest gennem Mozs (Morrisseys kælenavn) dramatiserede afsky for sex, som kun eksisterer for at ødelægge den sande kærlighed, når den er bedst, og ødelægge et ungt liv, når den er værst."
Husk, at du kan lytte til "P6 Beat Elsker The Smiths" på lørdag den 22. februar 10-16, hvor Mikael Simpson er gæst og fortæller om sin kærlighed til The Smiths. Læs mere her.
Giv "The Smiths" et kærligt genlyt på WiMP og Spotify her:
