Nyhed

Daniel Lanois til Aarhus Festuge

Den canadiske producerlegende besøger Jylland til september

Den canadiske sanger, sangskriver, guitarist, lapsteel-guitarist, producer, filmskaber med mere Daniel Lanois giver koncert i Aarhus Festuge på VoxHall den 4. september. Her vil han spille musik fra sit seneste album, instrumentaludgivelsen "Flesh and Machine". Samtidig fortæller Aarhus Festuge kryptisk, at Lanois muligvis vil kunne opleves ved en eller flere andre lejligheder i festugen. Mere info om dette følger inden længe.

Daniel Lanois har produceret for store navne som Bob Dylan, Emmylou Harris, Peter Gabriel, Neil Young og ikke mindst U2, sidstnævnte i samarbejde med Brian Eno. Han solodebuterede i 1989 med det singer-songwriter-orienterede album "Acadie" og har siden udsendt en stribe album både med og uden vokal.

Instrumentaludgivelsen "Flesh and Machine" fra 2014 trækker tråde tilbage til nogle gamle demoer med Brian Eno fra 1980'erne, og på udgivelsen kombinerer Daniel Lanois organiske lyde med manipulerede, elektroniske elementer i et rytmisk univers, hvor der er plads til improvisationer og pludselige indskydelser.


Daniel Lanois har vundet syv Grammy-priser og har fået plads på Canadas Walk of Fame i Toronto.

Da Daniel Lanois gav koncert i Amager Bio i april, gav han et stort interview til GAFFA, hvor han blandt andet fortalte om sine yndlingsproduktioner. Læs interviewet her.

Koncerten i Aarhus Festuge bliver en del af den såkaldte Ujazz-koncert, kaldet Ujazz+, og kræver separat billet. Billetter kan købes på aarhusfestuge.billetten.dk 


Varm op med nummeret "Opera" fra albummet "Flesh and Machine":

ANNONCE