Reportage: Eno på Egeskov

Som del af Egeskov Slots nye festivalsatsning, Heartland, havde man, under dække af at være festival for ikke kun musik, men også kunst - og mad og andre ting - formået at lokke Brian Eno forbi med lydinstallationen "The Ship", baseret på Enos seneste album af samme navn, et album, som i øvrigt herfra sagtens kan anbefales.

 

Brian Eno er selvsagt ikke nogen hr. hvem-som-helst - ud over at være manden, der fandt på termen ambientmusik har han en stribe soloudgivelser bag sig, spændende fra netop ambient over electronica til techno, glamrock, protopunk og meget andet, han var med i Roxy Music og han har produceret for og samarbejdet med en lang række kunstnere som eksempelvis David Bowie, Devo, Talking Heads, Ultravox, Laurie Anderson, U2, for nu bare at nævne nogle stykker.

 

Derfor var det bestemt noget, der signalerede respekt, da Heartland kunne præsentere netop Brian Eno på plakaten, men samtidig meldte der sig også et helt oplagt spørgsmål: hvad skal manden lave? Det er jo dog kendt, at Eno ikke just giver et hav af koncerter i al almindelighed, lad os blot udtrykke det sådan. Lydinstallation, hed det sig. Naturligvis gjorde det det - kunne man forestille sig noget mere Brian Eno? Med lydinstallation har man ikke sagt hverken for meget eller for lidt, og man kan samtidig, hånden på hjertet, slippe af sted med det meste, sådan lidt efter devisen, "min far er mere lydinstallation end din far."

En tur i slotshaven

En flok journalister, fotografer og andet godtfolk, herunder jeres udsendte, var inviteret i audiens i slotshaven, hvor greven og grevinden tog imod med champagne. Der var hverken saltstænger eller James Last. Eno dukkede op, konverserede lidt med folk og indtog derefter den lille scene med kort præsentation af lydinstallationen, "The Ship", for seksten højttalere, og talte i den forbindelse lidt om hvordan han havde arbejdet med en art fusion af ambientmusikkens ikkerytmiske klangflader og elementer af sang, med både brug af og brud med vers-struktur.

 

Det blev aldrig helt så langskallet, som det måske kunne lyde, for Eno lod til at kende sin besøgstid og fattede sig i nogenlunde korthed, talte lidt om Egeskov sammenlignet med andre slotte og borge, bl.a. i England, hvor han tidligere havde lavet projekter, og var i det hele taget meget glad for omgivelserne. Afslutningsvist opfordrede han folk til at bruge lydinstallationen ganske som de lystede, hvad enten dette resulterede i kort besøg eller længere fordybelse - i det hele taget meget i forlængelse af hans generelle tanker i forhold til ambientmusik på mere overordnet niveau.

Herpå fulgte lidt mere snak og champagne, Eno konverserede gerne med folk, og hyggeligt var det bestemt at få hilst på legenden, men nu var man jo blevet nysgerrig - jeg anmeldte "The Ship" her på Gaffa for ikke så længe siden, og ganske positivt, så jeg satte kurs mod riddersalen for at høre albummet i 3D, så at sige.

The Ship
Egeskovs riddersal var mørklagt til anledningen, med et par enkelte LED-lamper her og der, så folk lige akkurat kunne finde vej ind (uden at snuble over rustninger og den slags). Højttalere var placeret forskellige steder, naturligt nok langs vægge, således at man, såfremt man befandt sig i omtrent midten af rummet, oplevede et tydeligt tredimensionelt mix, hvor vokal befandt sig et sted, dybe droner et andet, højfrekvente synthesizere et tredje, etc. Man kunne egentlig godt fornemme, at mixet var sat kyndigt sammen, og med udgangspunkt netop i musikken. I nogle 3D-mix kan der være en tendens til at overdrive de nye rumlige virkemidler, som pludselig er til stede i modsætning til traditionel stereo, således at lyde sejler rundt i et væk. Der findes selvsagt situationer, hvor den slags fungerer, men også situationer hvor det ikke er tilfældet.

 

"The Ship" er, som album, en forholdsvis ambient og stemningsmættet affære, og derfor fungerede det fint med et mere nænsomt 3D-mix, hvor man i højere grad følte sig nedsunket i lyden end kastet rundt blandt den. På den afsluttende Velvet Underground-fortolkning, "I'm Set Free", blev mixet måske endda lige nænsomt nok - det lød næsten stereo der, hvor jeg sad, men det har muligvis været et bevidst valg, da nummeret selvsagt i højere grad end de andre på albummet er bygget op omkring sangstruktur.

 

Som jeg sad der i mørket, greb jeg mig selv i at tænke, at det her var måske mest for musik- og lydnørder som undertegnede, men efterhånden som tiden gik fyldtes riddersalen mere og mere op af nysgerrigt lyttende, og det fungerede godt at sidde i rummet sammen og lytte til musikken. Det hjælper naturligvis på det, at "The Ship", som allerede antydet, er et rigtig godt Eno-album, og jeg var gerne blevet siddende endnu længere, hvis ikke jeg skulle hjem og pakke instrumenter til egen koncert. Således går jeg også skammeligt glip af Eno-talk, men man kan jo krydse fingre for, at en anden GAFFA-agent dækker det.