Nyhed

Premiere: Mund de Carlo og Trepac indgår Binær forbindelse

To af landets bedste rappere danner duo og udgiver hårdtslående førstesingle

De to kreative og teknisk dygtige rappere, Mund de Carlo og Trepac, som hver især har en stribe anmelderroste soloudgivelser bag sig, har nu valgt at gå sammen som duo under navnet ’Binær’. I dag udgiver de førstesinglen Nakkesved". Efter at have gæstet hinandens udgivelser og turneret sammen i flere omgange, besluttede de to venner at tage samarbejdet til næste niveau og lave et fælles album. Et album der udgives til november, og som har fået titlen ’Umage’.

”Igennem en årrække har vi arbejdet sammen i forbindelse med vores soloplader og koncertopsætninger, og det har fungeret så godt, at vi i foråret 2015 begyndte at snakke om at lave en plade sammen. Det er et projekt, der først og fremmest er drevet af lyst og gensidig respekt, og selvom vi er meget forskellige som rappere, har vi det samme klare fokus på det tekniske og sproglige indhold. Når man laver et projekt med én, man er stor fan af, presser man sig selv til det absolut maksimale, og det føler vi er kommet til udtryk på ’Umage’."

Sådan fortæller de to rappere om den nye konstellation, der samtidig bygger bro mellem to af hovedstadens mest aktive hiphop-crews. Mund de Carlo repræsenterer Struglaz, og Trepac er en del af Echo Out Records, som også udgiver Binærs første album på vinyl. De to rappere uddyber:


”Binær er groovy støvet boombap, der blander reflekterede tanker om tilværelsen med battlerappens tekniske finesse. Vi har hver især et hold af dygtige og dedikerede venner omkring os, som fra begyndelsen har bakket op om tilblivelsen af en fælles udgivelse. Xeren har været musikalsk tovholder på projektet, en håndfuld af vores yndlingsproducere har lavet lyd til os og Def Star Audio Emperor har scratchet numrene i mål. Vores ambition har først og fremmest været at lave en fed skive, som både fungerer på pladespilleren og på scenen. Sidst vi var på tour sammen, endte aftenerne altid med en kæmpe cypher foran spillestedet med fede folk og unge rappere, der spyttede rim. Det er den stemning, vi har haft i baghovedet, mens vi lavede albummet, og det er den stemning, vi håber at kunne ramme igen, når vi skal ud og spille live over vinteren”.

12. november er der releasekoncert på Spillestedet Stengade på Nørrebro, hvor de to MC's for første gang kan opleves på scenen sammen som Binær (følg dem på Facebook). Mens vi venter på albummet, kan 'Nakkesved', der er produceret af Architech, streames og downloades fra dette link.

Den tilhørende video har premiere på GAFFA.dk i dag og kan ses nedenfor: 


 

ANNONCE