Nyhed

Björk annoncerer ny single

GAFFA.dk - Alt om musik

"The Gate" lander på de digitale hylder den 18. september og udkommer desuden på vinyl den 22. september. 

“It’s oh so quiet. Sssh, sssh. It’s oh so still.” Således synger Björk på sit Betty Hutton-cover af “It’s Oh So Quiet” fra 1995. Netop denne stilhed har været herskende siden 2015, men nu varsler den islandske sangerinde en ny single.

Björk har været en af de mest ikoniske og nyskabende figurer på musikscenen de sidste tre årtier og er i besiddelse af en af populærmusikkens mest unikke og genkendelige stemmer. Ud over denne gave må hun regnes som en af de mest innovative stilikoner.

Hun har blandt andre arbejdet sammen med filmkunstnere som Lars von Trier, Michel Gondry og Spike Jonze, hvilket har været katalysator for adskillige smukke bedrifter. I forbindelse med annonceringen på Twitter har hun da også delt en række billeder som i sand Björk-stil både forekommer lunefulde og naturligvis ultra æstetiske.


 


Den islandske sangerinde udgav sit første album, det islandsksprogede “Björk” i 1977, bare 12 år gammel. Hun markerede sig siden stærkt på den globale indie-scene som sanger i det alternative rockband The Sugarcubes og i 1993 kom det engelsksprogede debut-album “Debut,” som blev en global succes.


Björks nye album er et follow-up til 2015’s “Vulnicura” og forventes senere på året. Hun har for nylig beskrevet det kommende album som et “Tinder-album.” Hertil forklarer hun:

"Det her album handler om en søgen efter et utopia. Det handler om at være i kærlighed. At bruge tid på en person, du kan lide alle facetter af må da unægteligt være utopisk, ikke? Jeg mener, det er bare ægte. Når drømmen bliver til virkelighed.”

Vi ser frem til, at drømmen om en Björk-udgivelse anno 2017 snart bliver en del af virkeligheden. 


ANNONCE