Nyhed

Fanø Free Festival flyttes til juli 2021

GAFFA.dk – alt om musik

Fanø Free Folk Festival er, som de fleste andre festivaler henover sommeren, påvirket af den aktuelle Covid-19 krise. Festivalen har derfor set sig nødsaget til at rykke årets festival til næste år, hvor den finder sted 22.-24. juli

I år må Sønderho undvære Fanø Free Folk Festival. Grundet den aktuelle coronapandemi har det frivillige hold bag festivalen nemlig besluttet sig for at udskyde dette års festival, den 11. af slagsen, til juli 2021. Herom udtaler festivalleder, Rasmus Steffensen i en pressemeddelelse:

“Med sine knap 200 deltagere ligger Fanø Free Folk Festival et godt stykke under, hvad myndighederne har defineret som større forsamlinger, som pga. Covid-19 er forbudte frem til september. Og da festivalen ligger relativt sent på sommeren, har vi haft et skrøbeligt håb om, at det måske kunne lade sig gøre at gennemføre." Han fortsætter:


"Men efter nogle søvnløse nætter har vi alligevel besluttet os for at flytte festivalen til næste år. Det står med de seneste udmeldinger fra regeringen klart, at spillesteder og fester først kan åbne op fra august. Da vores festival i øvrigt definerer sig ved et meget internationalt program, har det desuden været udslagsgivende, at der er meget stor usikkerhed omkring genåbningen af grænserne. Endelig er det klart, at publikums tryghed ligger os meget på sinde, og at vi desuden ikke ønsker at bidrage til øget smitterisiko i et lille landsbysamfund som Sønderho.”

LÆS OGSÅ: Fanø Free Folk Festival afholdes for første gang

Festivalen, der sidste år fejrede 10-års jubilæum, er efterhånden blevet en fast sommertradition på Fanø, hvor den bringer nyskabende bud på folkemusik fra nær og fjern. Festivalen skulle i år have budt på navne som norske Lumen Drones, den engelske folkelegende Simon Finn og den russisk/canadisk/norske Evelina Petrova Trio. Festivalen har været i dialog med dette års bookede kunstnere om at rykke programmet til næste år, og her lyder den gode nyhed, at det ser ud til, at størstedelen af programmet kan flyttes, da de fleste kunstnere allerede har meldt positivt tilbage.


Herom uddyber Rasmus Steffensen:

“Både musikere og publikum har været meget forstående i denne svære situation. Vi er beærede over, at så mange kunstnere har givet tilsagn om at spille næste år i stedet for. Og vi har haft en positiv dialog med både tilskudsgivere og lokale samarbejdspartnere på Fanø. Publikum opfordres til at beholde deres billet, som gælder til den nye dato i 2021. Det er selvfølgelig også muligt at få billetten refunderet, og skulle folk vælge dette, vil vi sætte et begrænset antal billetter til salg til 2021. Den store opbakning betyder meget for os, og vi glæder os til at skabe en fantastisk Fanø Free Folk Festival i 2021.”

LÆS OGSÅ: Ny sikkerhedsdragt skal gøre det muligt at samles uden at holde afstand


ANNONCE