GAFFA.dk – alt om musik
”Ubegrænset adgang til Frank Zappas families film- og fotoarkiv”
En dokumentar om musikikonet Frank Zappa udkommer den 26. november – datoen for thanksgiving. Instruktør Alex Winter har efter eget udsagn fået lov af familien til at bruge alt, hvad han vil af deres billed- og videomateriale fra Zappas liv.
Dokumentarfilmen kommer ud over Zappas kunstneriske arbejde også til at dreje sig om mandens privatliv i den turbulente musikkarriere, hvor hovedpersonen benyttede enhver lejlighed, han kunne, til at provokere og tale politisk.
LÆS OGSÅ: David Bowie-film: Fans er ikke tilfredse med traileren
Instruktøren har samlet mange mennesker om projektet, blandt andre Frank Zappas enke Gail Zappa og flere af rockikonets nærmeste samarbejdspartnere som Mike Keneally, Ian Underwood, Steve Vai, Pamela Des Barres, Bunk Gardner, David Harrington, Scott Thunes, Ruth Underwood og Ray White.
Frank Zappa døde af kræft i 1993 og var kendt både for sin glødende personlighed, sin store virtuositet og, ikke mindst, sine evner som musikarrangør og bandleder. Hans syrede musik har ført til mange misforståelser om, at han brugte euforiserende stoffer i samme grad som mange af samtidens musikere, men Zappa endte faktisk som stor bannerfører for ædruelighed, idet han mente, at man skulle lade sig opsluge af musikken med et så skarpt sind som muligt, for at få mest ud af den.