Nyhed

The Smashing Pumpkins: Flere albums på vej

GAFFA.dk – alt om musik

Forsangeren i The Smashing Pumpkins, Billy Corgan, har delt en annoncering af bandets kommende udgivelser – og der er meget på vej.

Det er ikke så mærkeligt, at fans tilsyneladende har ladet sig forvirre af, hvilke kommende udgivelser vi kan forvente af The Smashing Pumpkins. Der er nemlig mange bolde i luften for de alternative Chicago-musikere.

Først og fremmest udkommer det næste og 11. studiealbum Cyr den 27. november, som bliver et dobbeltalbum med 20 sange. Dette album er adskilt fra bandets tidligere, mere konceptuelle album.


LÆS OGSÅ: The Smashing Pumpkins annoncerer dobbeltalbum

Der er dog også en efterfølger på vej til Mellon Collie and the Infinite Sadness og Machina/The Machines of God fra henholdsvis 1995 og 2000, og Corgan understreger, at dette album, som endnu ikke har en offentliggjort titel, følger op på begge disse albums – ikke kun kæmpeværket Mellon Collie, som fejrer 25-års jubilæum her i 2020. Ja, faktisk i dag, den 23. oktober.

Dermed bliver der bundet knude på en historie, som Corgan kalder en trio, der ”er lidt ligesom en rock-opera”, og han nævner en drøm om engang at lave et show i en slags teaterkonstellation med gæstestjerner – dette har dog ikke nogen konkret udsigt.


Derudover er bandet i gang med en genudgivelse af Machina, som forsangeren i videoen siger ”lige nu er i gang med at blive mixet”. Denne genudgivelse vil indeholde endnu mere ikke-tidligere udgivet materiale, og der må dermed siges at være ganske meget på vej fra The Smashing Pumpkins.

Se Billy Corgans videomeddelelse her:


Lyt til singlen "Cyr":

ANNONCE