Nyhed

Kanye West holdt lyttefest for nyt album – og afslørede spændende gæsteliste

GAFFA.dk – alt om musik

Donda er dog endnu ikke udkommet, selvom det skulle være på streamingtjenesterne i dag

I nat dansk tid skete det så – Kanye West holdt releaseparty for sit nye album, Donda, på Mercedes Benz Arena i Atlanta, Georgia, et stadion med plads til 75.000 personer, om end de bagerste rækker ikke var taget i brug. Ifølge NME havde West fyldt 42.000 pladser, heraf var 5000 givet til studerende og ansatte på en række af byens videregående uddannelser med primært sorte studerende og ansatte.

Begivenheden blev livestreamet på Apple Music, så man selv kunne følge med. GAFFA foretrak dog sin nattesøvn under eventen, og den er ikke længere tilgængelig på Apple Music, men andre medier har rapporteret om, hvad der skete. Kanye West dukkede op – en time og tre kvarter forsinket – iført rødt outfit og rappede og sang med til sangene i centrum for begivenheden, men uden mikrofon. Hans nu tidligere kone, realitystjernen Kim Kardashian var blandt tilhørerne sammen med deres fire børn.


Ifølge NMEs udsendte reporter er Donda et musikalsk alsidigt, forholdsvis trommefattigt og religiøst orienteret album i stil med forgængeren, Jesus Is King. De medvirkende gæster er blandt andre Pusha T, Playboi Carti, Travis Scott, Lil Baby, Ty Dolla $ign, Lil Durk, Roddy Rich, afdøde Pop Smoke og ikke mindst Jay-Z, som West tidligere har udgivet et helt album sammen med, Watch The Throne i 2011. De to har dog haft et anstrengt forhold i de senere år, men er altså tilsyneladende genforenet.

Kanye West offentliggjorde tidligere på ugen, at albummet skulle udkomme i dag, men det er i skrivende stund endnu ikke at finde på streamingtjenesterne. Det er næsten præcis et år siden, at albummet skulle være udkommet ifølge den oprindelige releasedato, som var den 24. juli 2020. Dengang kom albummet aldrig, og det bliver spændende at se, om Kanye West endnu engang har taget fusen på os – men nu ved vi da, at albummet findes.

Hvis Donda-albummet udkommer nu, bliver det Kanye Wests tiende soloalbum og opfølgeren til det religiøst orienterede Jesus Is King fra 2019. Et udspil, GAFFAs anmelder ikke var særligt imponeret over, tværtimod kaldte han det "karrierens slappeste udspil".


LÆS OGSÅ: Vorherre bevares: Fra Trumptosse til Jesus freak

Se og hør et par tweets fra begivenheden i Atlanta nedenfor:

ANNONCE