Nyhed

Er der et EDM-talent gemt i dig? Så tjek en ny talentkonkurrence

GAFFA.dk – alt om musik

Aairport Festival og Musikkens Hus i Aalborg står bag ny musikkonkurrence, der skal løfte talenter fra det elektroniske vækstlag.

Aairport Festival er Danmarks største elektroniske festival, der sammen med Musikkens Hus i Aalborg inviterer talenter inden for den elektroniske genre til at deltage i Future Beats Battle den 30. april. Det er første gang, konkurrencen afholdes, og den er udviklet i ønsket om at bidrage til talentudviklingen inden for EDM (Electronic Dance Music).

Deltagerne skal indsende et remix af nummeret “Losing Game” af den danske EDM-stjerne Faustix. Er man så heldig at vinde talentkonkurrencen, præmieres man blandt andet med 10.000 kroner samt med musikalsk og personlig sparring fra det Jyske Musik Konservatorium. Herudover får man et spot til Aairports eget event.


Hvis du sidder med et spirende EDM-talent inde i dig, så skal du senest den 18. marts indsende dit remix af “Losing Game”, hvorefter en jury vil udvælge seks deltagere. Den 30. april får de udvalgte talenter lov til at brillere på scenen i Intimsalen i Musikkens Hus, hvor publikum og et dommerpanel sammen udpeger vinderen af konkurrencen. 

Andreas Mathew, der er Executive Producer fra Musikkens Hus, har udtalt følgende om projektet: “Vi er meget stolte over at kunne være med til at sætte fokus på den elektroniske musikgenre, støtte vækstlaget og fremme udbuddet for de nye unge artister på EDM-scenen i Danmark. Future Beats Battle kan kaste lys på de spirende talenter inden for den elektroniske musik, men også have stor betydning for de kreative fællesskaber, som musikken er med til at skabe”. 

Så er du vild med tunge basgange, rytmeleg og lysshows af en anden verden, så tøv ikke med at melde dig til konkurrencen lige her – senest 28. marts.


LÆS OGSÅ: Anmeldelse fra Aairport Festival 2020; Testosteron-fyldt rave med risiko for afrevne basarme

 



ANNONCE