Nyhed

VIDEO: Se Rosalía omgivet af motorcykelbande – album på vej

GAFFA DK - alt om musik

Musikvideoen er instrueret af Valentin Petit, der har arbejdet med kunstnere som A$AP Ferg, Pharrell Williams og Victoria Monet.

Spanske Rosalía er en af de mest spændende kunstnere, der er kommet ud af den sprudlende latin-europæiske musikscene. Dette viser hun endnu engang på sin nye single “SAOKO”, der byder på et hårdtslående reggaeton-beat, der indimellem bliver brudt af en listig jazz instrumental.

Der er en vis coolness, der skinner igennem den nye musikvideo fra Rosalía. Hvad end det er de kvindelige fartdjævle på motorcykel, den selvsikre performance af sangen eller de hippe outfits, så synes det hele at gå op i en højere enhed. 


Da Pharrell Williams satte sig ned med Rosalía til et interview med Billboard for et år tilbage, bemærkede han, at der er tre ting, der er vigtige for hende som kunstner: intention, forpligtelse, og overbevisning. Dette kommer sågar også til udtryk i den nye musikvideo, der kommunikerer et gennemført æstetisk univers, hvor musikken og det visuelle samspil forener sig i en kreativ kunstnerisk vision, som Rosalía tydeligt har lagt meget tanke bag. Man kan drage paralleller til hendes lige så fængende musikvideo til sangen “MALAMENTE (Cap.1: Augurio)”, der har et lignende æstetisk udtryk, og som også byder på spændstige motorcykel tricks og en nøje udført cinematografi.

Se musikvideoen til “SAOKO” nedenunder – artiklen fortsætter nedenfor:


Rosalía kombinerer adskillige genrer i sin musik, der tilsammen danner et originalt udtryk. Flamenco-pop, r&b, hiphop og urbano (en fællesbetegnelse for diverse urbanske generer i latin-musikken) er blot nogle af de musikalske genrer, hun befærder sig i. Hun hentyder til, at reggaeton er en stor drivkraft for det kommende album.


“At navngive min næste sang “SAOKO” og at sample Yankee og Wisin er for mig den mest direkte hyldest, jeg kan lave til klassisk reggaeton. En genre, som jeg elsker, og som der har været en konstant og stor inspiration gennem hele MOTOMAMI-projektet” fortæller Rosalía.

Om tilblivelsen af “SAOKO” uddyber hun: “Jeg startede “SAOKO’s” beat ved at spille det opretstående klaver ved Electric Lady’s Studio B i NY. Jeg husker det, som det var i går. Det var nat, og at lave det beat føltes lige så sjovt som at køre i en Lambo. Jeg lavede så distortion på klaveret og tilføjede nogle klassiske reggaeton-trommer fra et bibliotek, som NaisGai havde sendt til mig for noget tid siden, som forresten er noget meget specielt for mig, fordi dette bibliotek er videregivet fra en generation producere til en anden igennem lang tid”.

MOTOMAMI er titlen på Rosalías kommende tredje album, der er sat til at udkomme den 18. marts i år. Tilbage i november sidste år udkom den første single “LA FAMA” sammen med The Weeknd. Albummet er blevet beskrevet som konceptuelt, eksperimenterende og Rosalía’s mest personlige værk hidtil og er efterfølgeren til det Grammy-vindende El Mal Querer album, der udkom i 2018.


LÆS OGSÅ: Årets album er spansk flamenco?!

ANNONCE