Nyhed

Janet Jackson-dokumentarserie får dansk premiere – se trailer

GAFFA.dk – alt om musik

Serien får dansk premiere 10. februar på C More

”Det er bare noget, der skal gøres,” siger 55-årige Janet Jackson, da hun bliver kørt rundt i sin amerikanske barndomsby Gary i Indiana. Hun får herefter øje på et vægmaleri af fem af sine brødre fra boybandet The Jackson 5 og begynder at græde. Sådan begynder den nye dokumentarserie om Janet Jackson, der bare hedder Janet Jackson. (med punktum) og får dansk premiere på C More den 10. februar med alle fire afsnit på én gang.

Janet Jackson var nærmest født til stjernestatus som den yngste søskende i den store og meget musikalske Jackson-familie. Hun gik dog sine egne veje og har oplevet alt fra sorger og skandaler til enorm succes med over 100 millioner solgte album.


Janet Jackson er sammen med sin bror Randy Jackson executive producer på dokumentarserien, som er instrueret af Ben Hirsch. Optagelserne til dokumentarserien er lavet over en femårig periode, men rummer også private hjemmevideoer optaget af eksmanden René Elizondo Jr., koncertoptagelser og interviews med blandt andre Janets mor Katherine, hendes søskende Tito og Rebbie samt stjerner som Mariah Carey, Paula Abdul, Missy Elliott, Debbie Allen, Whoopi Goldberg og Norman Lear.

Janet Jackson debuterede med albummet Janet Jackson i 1982, siden fulgte Dream Street i 1984, inden hun brød med sin familie og særlig faderen Joseph Jacksons kontrol. Det store gennembrud fulgte kort efter med albummet med den meget sigende titel Control i 1986, som blev til i samarbejde med producerne Jimmy Jam og Terry Lewis. Albummet blev en kæmpesucces, der toppede hitlisten i USA og rummede adskillige hitsingler, blandt andet  "What Have You Done For Me Lately", "Nasty" og "When I Think of You", hvor sidstnævnte også gik nummer 1 i USA og understregede, at Michael ikke var den eneste superstjerne i familien.

Siden har Janet Jackson været et globalt fænomen, der dog også har mødt en vis modgang, ikke mindst da hun i 2004 fremviste sit bryst til Super Bowl, ligesom hun blev ramt af en stor sorg, da hendes storebror Michael døde i 2009, kun 50 år gammel. Alt sammen noget, hun fortæller om i dokumentaren, hvor hun også beretter om at stå i skyggen af Michael og om sit påståede hemmelige barn med r&b-sangeren James DeBarge. 


LÆS OGSÅ: De fem mest mindeværdige Super Bowl halftime shows

Se en trailer nedenfor:


ANNONCE