Mens det ikke har skortet på posthume udgivelser fra David Bowie, har vi hørt væsentligt mindre til hans musikalske makker og forbillede Lou Reed efter dennes død i 2013. I al fald indtil nu.
Tidligere på året fik vi en samling demoer fra 1971, og nu har bestyrerne af boet efter den afdøde rocklegende så annonceret endnu en udgivelse fra arkiverne.
Denne gang har enken Laurie Anderson sammen med nichealselskabet Light in the Attic gravet endnu dybere i Reeds store, efterladte arkiver og fundet en samling demoer helt tilbage fra foråret 1965.
Der er således tale om optagelser med en blot 23-årig Reed, endnu inden han markerede sig med sit stilskabende band The Velvet Underground.
Det nye album byder på de ældste, kendte indspilninger af senere Velvet Underground-klassikere som "Pale Blue Eyes", "Heroin" og "Waiting for the Man" samt "Men of Good Fortune", som først fik en officiel udgivelse på Reeds soloalbum Berlin i 1973.
Albummet har fået titlen Words & Music, May 1965 og udkommer 26. august i flere formater. Seriøse Reed-aficionados kan således glæde sig over en vinylversion, som ud over en dobbelt-lp på 45rpm indeholder en 7"-vinylplade med seks bonustracks.
Det drejer sig om en enkelt optagelse helt tilbage fra '58 samt fem hjemmeoptagelser fra 1963-64 - inklusive versioner af Bob Dylans "Don't Think Twice, It's Allright" og folk-traditionalerne "Baby, Let Me Follow You Down" og "Michael, Row the Boat Ashore".
Hvis man ikke når at få fingre i et af de 7500 eksemplarer af luksusudgaven, er der dog ingen grund til at fortvivle: Indholdet af bonus-vinylen udkommer nemlig digital til oktober.
LÆS OGSÅ: ANMELDELSE: Vignetter fra et vadested
Lou Reed ville være fyldt 80 år i marts, hvis han ikke var gået bort som 71-årig i efteråret 2013. Den runde dag markeres med en stor udstilling på The New York Public Library for the Performing Arts i Lincoln Center, i Reeds elskede hjemby New York City.
Udstillingen, betitlet Caught Between the Twisted Stars, løber frem til marts 2023.