Nyhed

Bomfunk MC's og 10 andre navne til Vi Elsker 90'erne

GAFFA.dk – alt om musik

Bomfunk MC's, Alice Deejay, Cartoons og mange flere er føjet til plakaten på den omrejsende festival

Den omrejsende festival Vi Elsker 90'erne, der i de senere år også har præsenteret navne fra 00'erne, har annonceret 11 nye navne fra Danmark og rundt om i Europa, heriblandt finske Bomfunk MC's, hollandske Alice Deejay og danske Cartoons.

Bomfunk MC’s


Den finske hiphop-gruppe udgav i perioden 1999 til 2004 tre album og 11 singler, hvor særligt ”Freestyler” fra 1999 blev et stort hit. Singlen opnåede førstepladser i mere end 10 lande i Europa og er i fortsat hyppig rotation på radioer, ligesom den bliver brugt i reklamer og i computerspil. I 2019 annoncerede Bomfunk MC's en gendannelse efter 15 års stilhed, og de nåede også at give en del koncerter, inden de måtte lukke ned grundet coronarestriktioner – men nu er de for alvor tilbage.

Cartoons

Tegneseriebandet Cartoons er tilbage i en ny holdopstilling. De blev gendannet til Vi Elsker 90’erne i 2018 og har været efterspurgt af publikum lige siden. Nu kommer de tilbage og giver en række farverige shows. Som arrangørerne gør opmærksom på, er Cartoons, der havde deres storhedstid i slutningen af 90'erne, faktisk ét af de bedst sælgende danske bands nogensinde med mere end to millioner plader og cd’er langet over disken gennem tiden.


Alice Deejay 

Den hollandske gruppe af dj’s og producere samt sanger Judith Pronk er tilbage med original besætning. Det er ifølge arrangørerne et regulært scoop, da Judith Pronk kun medvirker på ganske få jobs på Alice Deejays comeback-tour i 2022.

I slutningen af 90’erne solgte Alice Deejay mere end én million albums og fem millioner singler og fik fans verden over til at synge med på især hittet ”Better Off Alone”. 


HEROES SET feat. Snap!, Dr. Alban og Haddaway Presented by Chief 1

Chief 1, der i øvrigt er albumaktuel, er endnu engang vært for et sæt med nogle af de mest toneangivende 90’er-popstjerner. I 2022 bliver det et såkaldt Heroes Set, når han slår tonerne an sammen med Snap!, Dr. Alban og Haddaway. Glæd dig til hits som ”Rhythm Is A Dancer”, ”Sing Halleluja”, ”What Is Love” og mange flere.

5ive


Fra 1997-debutsinglen ”Slam Dunk (Da Funk)” over ”Everybody Get Up” og til i dag har det britiske boyband 5ive solgt mere 1,6 millioner albums og 2,4 millioner singler i Storbritannien, ligesom de har modtaget fem Smash Hits Awards, en Brit Award og en MTV Award.

Darren Bailie of the Guru Josh Project

Guru Josh døde desværre i 2015, men kollegaen Darren Bailie of The Guru Josh Project fører hans musikalske arv videre. Darren Bailie er ligesom tidligere annoncerede Blue en af de kunstnere på 2022-touren, der kommer til at tage Vi Elsker-festivalen ind i 00’erne. Dansemegahittet ”Infinity” har i en 2008-mixudgave mere end 164 millioner (!) visninger på YouTube, og sangen må altså siges stadig at være et solidt hit.


Blümchen

Tyske Blümchen alias Jasmin Wagner er debutant til Vi Elsker 90'erne, og hun synger på tysk, men uanset tyskkundskaber burde det være til at synge med på iørefaldende sange som ”Herz an Herz”, ”Boomerang” og ”Heut ist mein Tag”. Genremæssigt spænder Blümchen fra dance og rave over happy hardcore og pop til eurodance, og hun har modtaget mere end 20 priser gennem årene.

Sukkerchok


Du husker måske numre som ”Hvor som helst, når som helst”, ”Det’ det” og ”Besat”, der storhittede i 2009 og 2010. De tre stemmer bag gruppen var Malene Qvist, Kat Stephie og Inez Gavilanes, og de er nu tilbage. Sukkerchok udgav deres første album i 2009, Hvor som helst – når som helst, et udspil der solgte til platinstatus. Førstesinglen, albummets titelnummer, var kendingssang til Paradise Hotel og blev det tredjemest spillede nummer på de danske radiostationer samme år. Sukkerchok har deltaget i Melodi Grand Prix to gange, hvor de i 2009 var seernes favorit.

Billetsalget til alle syv shows er startet og foregår via Vi Elsker 90’erne

FAKTA:


Tourplan:

Om de enkelte shows:

  • Antal artister og dj’s (ca.): 25
  • Tilskuertal: 7.000-18.000

Allerede offentliggjorte kunstnere:


  • Blue, Coolio, East 17, Toybox, Pulsedriver, Dario G, Paradisio, Crystal Waters, DJ Sash! vs. Jay Frog(ex-Scooter member), DJ Encore, Janice Robinson (Livin’ Joy), Maxi Jazz (Faithless), Solid Base, Robin S.

Enkelte kunstnere spiller ikke i alle byer i 2022

LÆS OGSÅ: GAFFA-PRISEN 2022: Se showet live på gaffa.dk og YouTube torsdag kl. 20.00

Varm op med Bomfunk MC's "Freestyler":


ANNONCE