GAFFA.dk - alt om musik
Pink Floyds musik fra 1987 til i dag samt David Gilmours solokatalog fjernes fra alle digitale musikplatforme i de to lande for at udvise solidaritet med Ukraine.
Pink Floyd fjerner en del af deres diskografi fra digitale musikplatforme i Rusland og Hviderusland. Det skriver bandet på Twitter og tilføjer endvidere, at hele David Gilmours solokatalog ligeledes bliver fjernet.
“For at stå sammen med verden om at fordømme Ruslands invasion af Ukraine vil alle Pink Floyds værker fra 1987 og frem, samt alle David Gilmours soloalbum, blive fjernet fra alle digitale musikudbydere i Rusland og Hviderusland fra i dag,” skriver bandet.
De konkrete Pink Floyd-produktioner, som fjernes fra platforme i Rusland og Hviderusland, er A Momentary Lapse of Reason (1987), The Division Bell (1994) og The Endless River (2014). David Gilmour har udgivet fire studiealbum i sin solokarriere – den seneste værende Rattle That Lock (2015) – som alle bliver fjernet fra digitale musikplatforme i de to lande.
Tidligere i marts erklærede David Gilmour sin støtte til Ukraine gennem en besked på Twitter: “Til de russiske soldater: Stop med at dræbe jeres brødre. Der vil ikke være nogen vindere i denne krig. Min svigerdatter er af ukrainsk herkomst, og mine børnebørn vil gerne besøge det smukke land og lære det at kende. Stop nu, før det hele er ødelagt. Putin skal væk.”
Hvorfor det ikke er hele gruppens bagkatalog, der bliver fjernet, fremgår ikke, men det kan skyldes spørgsmål om ophavsret eller pladeselskaber. Pitchfork har uden held forsøgt at få en kommentar fra bandet.
Tidligere medlem udtaler sig om Rusland og Putin
Roger Waters, som forlod Pink Floyd i 1985, har også fordømt Rusland og Putins invasion af Ukraine i en video på Facebook.
“Jeg væmmes ved Putins invasion af Ukraine. Det er en forbryderisk fejl i min optik, det er en gangsters handling, og der burde være øjeblikkelig våbenhvile” siger Waters i Facebook-videoen, som er et åbent brev til en ukrainsk fan.
“Jeg vil gøre alt, hvad jeg kan for at fremskynde enden på denne forfærdelige krig i dit land. Alt andet end at vifte et flag og opfordre til yderligere massakre."
LÆS OGSÅ: Roger Waters i åbent brev til ung ukrainer: “Det er en gangsters handling”