Juncker
| Juncker | |
|---|---|
![]() | |
| Fra | København, Danmark |
| Aktive år | (1993) 2003 - Nu |
| Pladeselskab | SonyBMG, ArtPeople |
| Medlemmer | Christian Juncker, Mads Løkkegaard |
| Tidligere medlemmer | Jakob Groth Bastiansen (1993-2007) |
Historie
Dansk band med rødder i Odense, som dog blev dannet i København. Bandet havde fra start to primære medlemmer - Christian Juncker som frontmand - sangskriver og vokal, og Jakob Groth Bastiansen på keyboard. Den 6. marts 2007 forlod Groth dog projektet, og således er det et soloprojekt i dag. Mange musikere har deltaget gennem tiden; blandt andre Thomas Dinesen, Kasper Søderlund, Ronny Gregersen og Claus Elnegaard.
Juncker og Groth mødte i 1993 hinanden i gymnasiet, og fandt hurtigt ud af at de havde musikken tilfælles. De dannede bandet Missionary Soup Kitchen, men nåede ikke at udgive andet end "et hammerdårligt kasettebånd" (Christian Juncker, Junckerweb.dk, 21-11-05). I 1995 dannede de, sammen med et par venner, bandet Bloom. Bloom deltog i DM i Rock i 1995, og medvirker også på årets compilation "DM i rock '95 : live and final", med sangen "Time Bomb", som blev optaget live i Easy Sound-studiet den 29. april 1995. De løb af med en 3. plads, og flyttede til København med håbet om en større karriere. I 1996 udkom deres EP "Big Boys", med 3 sange; "Super", "Randy boys get what they deserve" og "Studs and other idiots". I 1997 udsendte de, sammen med BMG, singlen "Så blev det sommer igen", som endte på P3's Ugens Uundgåelige.
Manglende internationalt gennembrud (som var drengedrømmen), samt lysten til at skrive/synge på dansk i stedet for engelsk, resulterede i Blooms opløsning. I 1998 blev bandet Junior dannet, samme konstellation mht. bandmedlemmer - Christian Juncker på guitar og vokal, Jakob Groth Bastiansen på keyboard, Jakob Frølich på el-guitar, Benjamin Pedersen på bas og Casper Hansen på trommer. Første single, "Nytårstalen", udkom i 1999. Albummet "På Flugt Fra Alting" fulgte i år 2000, og med det album, fulgte en P3-hit single med, med samme titel. Blooms eneste udgivede danske sang "Så blev det sommer igen", kom med på Juniors album.
Vokseværk og lysten til at prøve noget nyt, igen, resulterede i 2001, i Juniors opløsning. Juncker og Groth fulgtes dog stadig ad, og dannede samarbejdet The Everydays, med Mark Rosenér (Jupiter Day), som de kendte fra gamle dage i Odense. De udgav singlen ”Something In The Way”, i samarbejde med EMI Music Publishing og DKB Motor.
I 2003 blev bandnavnet Juncker "dannet", da Juncker og Groth skrev musik til den danske film "Til højre ved den gule hund" - blandt andet sangen "Hold mig", som blev udgivet i forbindelse med filmen. I foråret 2004 udgav de singlen "Mogens og Karen", som blev et stort hit på P3 og andre radiostationer. En pladekontrakt med SonyBMG fulgte, og albummet "Snork City" udkom i oktober 2004. Albummet blev mixet af Guy Massey. Claus Elnegaard, Thomas Dinesen og Kasper Søderlund hyres til albummet. Før albummet overhovedet udkommer, har både "Mogens og Karen" og "Snork City Blues" været på P3's Ugens Uundgåelige.
Juncker hittede stort på P3's Tjeklisten med diverse singleudspil, hvilket har resulteret i at de er kommet på listen over de 100 mest eftertragtede navne nogensinde, "Stemmeslugerne". En længerevarende Danmarkstour sættes i gang. Ronny Gregersen (ny), Kasper Søderlund og Thomas Dinesen tages med på tour.
2005 begynder godt, Danmarkstouren er stadig godt i gang, og i marts udsender Deruginsky singlen "Sort sol", som er skrevet af Juncker og Groth. I juni udsendes "Værsgo 2", den nye version af Kim Larsens klassiske album "Værsgo". Juncker indspiller "Hvis din far gir dig lov", og sangen bliver valgt som albummets førstesingle. Sangen hitter stort på landets radiostationer, og det er da også en sang Juncker vælger at spille live - faktisk helt fra efteråret 2004, længe før sangen bliver indspillet.
Danmarkstouren fortsætter helt til november, på spillesteder over hele landet - lige fra Rust i København til Musikhuset i Rønne. I 2005 formår Juncker i øvrigt at blive nomineret for Årets sang ("Mogens og Karen"), ved Steppeulven, den danske kritikerpris.
I 2006 starter Juncker ud med singlen "På fredag bliver jeg svensker", som er skrevet af Christian Juncker og Poul Krebs, i forbindelse med "Postkort Fra Livet"-projektet, som Danmarks Radio satte i gang. Albummet udkom den 24. februar, men singlen havde været ude i et stykke tid. Endnu engang bliver Junckers single valgt som førstesingle, og endnu engang bliver en af deres sange en landeplage.
Junckers andet album, "Det Sorthvide Hotel" udkom den 27. marts. Singlen "Flimmerbær" blev flittigt spillet på de danske radiostationer. Den 18. maj 2006 udkom "Protestsange.dk", hvor Juncker deltager med sangen "Hvor er det et sted", skrevet af Lars Stryg og The Royal Strings
Omend det kan være svært at få plads som dansk sangskriver i disse dage, formår Juncker og Groth at fange publikum, og de har fået støbt en fast fanskare - som de i øvrigt holder kontakten med, via deres forum, på deres hjemmeside.
I februar 2007 drog de til Nashville i USA for at arbejde med en gruppe musikere og for at skrive sange til andre. D. 6. marts 2007 sluttede samarbejdet mellem dem i Juncker-regi. Groth er ikke længere en del af Juncker, men de to skal dog stadig arbejde sammen i andre sammenhænge. På forårsturneen tog Kasper Søderlund og Jonas Breum (ex-Coolsville, nu Breum) Groths plads, foruden Mads Løkkegaard på guitar.
I foråret 2007 deltog Juncker og Breum på hyldestpladen til Anker Jørgensen "De Største af de Små" med sangen af samme navn. Pladen havde solgt til guld i august.
Den 10. september udkom 3. plade i rækken af Junckers triologi - hvor "Snork City" handlede om barndommen og "Det Sorthvide Hotel" handlede om ungdommen, handlede det nyeste album om livet her og nu, og fik dermed titlen "Pt.". En hjemstavns-sang lavet i samarbejde med Nikolaj Nørlund udkommer desuden i oktober 2007.
Diskografi
Albums
Snork City (2004)
Det Sorthvide Hotel (2006)
Pt. (2007)
Singles
Mogens og Karen (2004)
Kongen af Kartoffelvand (2004)
Snork City Blues (2004)
Sotto Voce (2004)
Vi er OB (Odense Boldklubs slagsang) (2004)
Hvis din far gir dig lov (2005)
På fredag bliver jeg svensker 2006
De Største af de Små (2007)
Compilations
Now Big Hits 2004 ("Mogens og Karen") (2004)
Værsgo 2 ("Hvis din far gir dig lov") (2005)
Det Man Hører, Er Man Selv: Uundgåeligt, Vol. 2 ("Mogens og Karen") (2005)
Postkort Fra Livet ("På fredag bliver jeg svensker") (2006)
Protestsange.dk ("Hvor er det sted") (2006)
De Største af De Små ("De Største af de Små") - Hyldest til Anker Jørgensen (2007)
Andet
Deruginsky - "Sort Sol", Skrevet af Juncker og Groth
Celina Ree - diverse tekster?
Links
JunckerSupport.dk - Junckers Fanklub


