Junior Senior
| Junior Senior | |
|---|---|
![]() | |
| Fra | Thisted, Danmark |
| Aktive år | 2002 - september 2008 |
| Pladeselskab | Crunchy Frog / Universal |
| Medlemmer | Jeppe Breum Laursen (senior) (sang) Jesper Mortensen (junior) (sang, guitar, bas) |
De to festoriginaler Jeppe "Senior" Breum Laursen (sang) og Jesper "Junior" Mortensen (sang, guitar, bas) trådte deres musikalske barnesko som hhv. forsanger og guitarist i den britpop-inspirerede gruppe Ludo X, der under navnet Ludo vandt DM i Rock i 1994 og årets efter som Ludo X udsendte deres selvbetitlede debutalbum, som blev deres eneste. Gruppen gik i opløsning i 1998, og Jeppe og Jesper fortsatte på egen hånd. Navnene Junior og Senior hentyder til, at Jeppe "Senior" er den ældste og at han er den fysisk største.
I marts 2002 debuterede Junior Senior på det fremsynede uafhængige selskab Crunchy Frog med albummet D-D-Don’t Don’t Stop The Beat, en festfyrig blanding af pop, rock, punk, hiphop m.m. inspireret af alt fra Beck over The New York Dolls til Nancy Sinatra og Lee Hazlewood. Junior Senior fik fra starten et stort radiohit med den stærkt iørefaldende og dansable "Move Your Feet" med label-kollegaen, Superheroes-forsanger Thomas Troelsen på gæstevokal. Troelsen har også produceret hele albummet sammen med Junior.
Junior Seniors internationale hitpotentiale kom den engelske stjerne-DJ Fatboy Slim for øre, og der var planer om, at han skulle remixe "Move Your Feet". Det blev dog ikke til noget, men til gengæld fik det multinationale selskab Universal også øje på Junior Seniors kvaliteter, og selskabet tegnede kontrakt med gruppen med hensigt at udsende både single og album i hele Europa. Begge dele blev i februar-marts 2003 udsendt i England, hvor albummet fik fremragende anmeldelser i toneangivende musikmagasiner som NME, Q og Uncut. Gruppen fik også en forside på det førende bøssemagasin BoyzMagazine, og duoen er i det hele taget afholdt i homoseksuelle kredse, måske fordi Senior er erklæret bøsse. Ifølge duoen selv tror folk dog ofte, at det er Junior, der er duoens homofile halvdel.
Også salgsmæssigt er Junior Senior kommet flyvende fra start i det engelske. "Move Your Feet" debuterede på en fornem fjerdeplads på den officielle singlehitliste med over 30.000 solgte eksemplarer, og duoen har givet flere store koncerter i England, ligesom de har optrådt i det legendariske tv-program Top Of The Pops i selskab med topnavne som George Michael, Christina Aguilera og Röyksopp. Også i USA, hvor Junior Senior dog endnu ikke er udsendt, har de fået opmærksomhed - nemlig i Rolling Stone, hvis senior editor David Fricke, der også har været med til at hype Junior Seniors dansk labelkolleger The Raveonettes, er begejstret for duoen.
Herhjemme fik Junior Senior en række priser i starten af 2003. "Dancechart.dk-Prisen" vandt de til Danish DeeJay Awards, som årets mest spillede på dansegulvene i DK. Ungdomsbladet Chili's pris som "Årets nye navn", dernæst P3 Prisen for årets hit med "Move Your Feet" og endelig hele tre i GAFFAs læserafstemning, nemlig "Årets nye danske navn", "Årets danske hit" og "Årets danske musikvideo" for den originale old-school-animerede video til "Move Your Feet". Til gengæld måtte de nøjes med æren og gå tomhændede fra Danish Music Awards-uddelingen, hvor de ellers var nomineret i de tre kategorier "Årets danske gruppe", "Årets nye danske navn"og "Årets danske hit".
I sommeren 2007 blev det annonceret at Junior Senior ville udgive en maxi-ep kaldet ”Say Hello, Wave Goodbye” med syv numre. Den udkommer den 13. august, i forbindelse med at "Hey Hey My My Yo Yo" fra 2005 udkommer i USA - det er første gang et Junior Senior album bliver udgivet i USA.
Junior-Jesper startede i 2007 soloprojektet I Scream Ice Cream, som dog indtil videre kun findes på MySpace. Bandet blev i september 2008 opløst og i følge bandet selv, skete dette i al venskab.
Diskografi
- D-D-Don't Don't Stop the Beat - album (2003)
- Hey Hey My My Yo Yo - album (2005)
- Hey Hey My My Yo Yo - album (august 2007), USA
- Say Hello, Wave Goodbye - album (13. august 2007)


