Anmeldelse / Live / Mandag d. 04-07-2011 kl. 11:51

Bad Religion
Roskilde Festival, Orange Scene,
søndag d. 3. juli 2011

Anmeldt af Michael Jose Gonzalez
Foto: Sofia Qvarnström - Sproduction.com

GAFFA		3 stjerner
Læserne		4,86 stjerner i snit (efter 7 stemmer)
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Trætte punkrock-veteraner på Orange

Det ville være en skam at kalde pladsen foran Orange scene for proppet her klokken 15.00 på festivalens sidste dag, hvor punkrock-veteranerne i Bad Religion bestiger den store scene. Bandet har siden 1979 blandet en solid gang politisk bevidsthed ind i deres poppede punkrock-sange, men den type engagement, der ligger i sangteksterne, var ikke noget, der smittede af på Bad Religions optræden.

Hvad vi får på denne solbeskinnede søndag er en aldeles uoplagt version af Bad Religion, der gør det svært for publikum af spore, om de har travlt med at være alvorlige, eller om de slet og ret bare keder sig på scenen. Bevares, "21st Century Digital Boy" slår lidt af de gnister, man kunne forvente sig af bandet, og trommeslager Brooks Wackerman er et lyspunkt, men ellers er der langt mellem de vildere udskejelser i første halvdel af koncerten.

Greg Graffin fortæller, at det er tidligt om morgenen i bandets hjemby Los Angeles, hvor klokken kun er seks om morgenen på nuværende tidspunkt – det kan mærkes, og man tror ikke rigtig på ham, når han fortæller, at de har glædet sig et helt år til at spille på Roskilde. Ud over at bandet næppe har kendt til tjansen i et år, ville det også være en underlig uengageret måde at vise sin glæde på.

Med "Los Angeles Is Burning" får bandet løsnet lidt op, og den iørefaldende sang får en fin tur ud over publikum. Hvad der startede ud som et træt omgang udvikler sig så småt til en helt hæderlig seance, og "Punk Rock Song" leveres stramt og overbevisende. Desværre slipper bandet ikke helt autopiloten, og med de lidt automatiserede numre og bandets generelt unuancerede lyd (ikke et ond ord herom i øvrigt) flyder numrene af og til lidt sammen.

Der er stunder, hvor den får godt med kul, og hvor bandets optræden kommer op på et niveau, der er mere end blot jævnt underholdende. Graffin udtrykker bandets taknemmelighed over for publikums opbakning og for at få lov til at spille på festivalen, men han vil ikke love, at de kommer tilbage til Danmark, og udtrykker usikkerhed omkring bandets fremtid: "Måske indspiller vi en ny plade, måske gør vi ikke…", og med den indstilling kan det vist være lidt lige meget. De vil næppe blive savnet inderligt på baggrund af denne eftermiddags koncert i hvert fald. Så hellere holde sig til de gamle plader.