Anmeldelse / Live / Mandag d. 04-07-2011 kl. 23:40

Janelle Monáe
Roskilde Festival, Cosmopol,
søndag d. 3. juli 2011

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt

GAFFA		5 stjerner
Læserne		5,64 stjerner i snit (efter 11 stemmer)
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Det amerikanske soul-talent lukkede Cosmopol-scenen med en sand gaveregn

Amerikanske Janelle Monáe var et af de navne, som stod på rigtig mange anmelderes "dem skal du absolut se på Roskilde"-lister i diverse medier op til årets festival. Monáe udgav for et år siden sit særdeles roste debutalbum "The ArchAndroid", som viste hende som en meget talentfuld sangerinde og sangskriver med en fantasifuld blanding af soul, funk, r&b, pop, rock, hiphop, elektro, klassisk musik og meget mere, tilsat et idérigt tekstunivers med en sammenhængende, science fiction-inspireret fortælling.

Cosmopol-scenen var da også fyldt ved koncertens starttidspunkt, og det skulle snart vise sig – efter en lille fem minutters forsinkelse – at Janelle Monáe var parat til at fyre det tunge skyts af. Koncerten blev introduceret af en vaskeægte hypeman, der klædt i kjole og hvidt fik publikum til at råbe "Janelle Monáe" i flere minutter i træk.

Herpå skulle vi lige præsenteres for hendes orkester, der bestod af hele 15 personer – guitar, bas, trommer, keyboard, slagtøjsspiller, strygekvartet, trompet, trombone, to korsangere og to dansere. Bandet klædt i sort og hvidt, danserne i sort, og de kastede sig ud i en lang instrumental intro, mens der blev vist farvestrålende animationer både på scenens storskærm og hele Cosmopol-teltets tagkonstruktion.

Der var med andre ord bygget op til en entré, der var en tilbagevendende Messias værdig, og Janelle Monáe fik da også en tilsvarende modtagelse, da hun omsider indtog scenen. Klædt i smoking, med håret sat op i noget, der vel kan kaldes et halvt franskbrød og med en stærk soulstemme og et ekstremt scenenervær overtog hun showet fuldstændig, og den næste time ejede hun Cosmopol-scenen.

Musikalsk havde Monáe dog en solid backing i det enorme orkester, hvor ikke mindst guitaristen brillerede med flere energiske soloer, mens strygerkvartetten og blæserne tilføjede stemningfulde nuancer til det i forvejen delikate lydbillede.

Multitasking på scenen

Herefter stod den på den ene fremragende sang efter den anden, som alle tog kegler hos det begejstrede publikum - uanset om det gjaldt et groovy midt-tempo-nummer som den rappende "Dance Or Die", en formfuldendt ballade som "Locked Inside" eller højenergiske up-tempo-bangere som hitsinglerne "Cold War" og "Tightrope". Sidstnævnte uden selskab af albumversionens gæstestjerne Big Boi, som ellers lige var færdig på Arena-scenen, så han kunne godt have nået det, men Monáe gjorde det fint uden ham.

Coverversioner af Stevie Wonders klassiker "My Cherie Amour" og Jackson 5's ditto "I Want You Back" vakte ligeledes jubel, men lige netop de to indslag kunne jeg nu godt have undværet, da Monáe overraskende nok ikke havde meget nyt at tilføje de to hits, hvor især sidstnævnte, alle kvaliteter til trods, er noget fortærsket.

Den multitaskende sangerinde formåede til gengæld at kreere et maleri af en kvindekrop, mens hun fremførte den smukke, strygerbårne ballade "Mushroom & Roses", og selvom hendes billedkunstneriske formåen ikke tilnærmelsesvis når på højde med den musikalske, var det alligevel med til at tegne billedet af en kunstner med talenter og overskud helt ud over det sædvanlige.

Maleriet blev i øvrigt givet til en publikummer, der havde fødselsdag, og i det hele taget var Janelle Monáes koncert en uafbrudt gaveregn. En fest, hvor kun covernumrene, den lidt rungende lyd i Cosmopol-teltet og en periodevis let skingerhed i Monáes ellers skønne, lyse stemme var med til at trække en smule ned i helhedsindtrykket af, at årets sidste koncert på Cosmopol-scenen var en af Roskilde Festival 2011's allerbedste koncerter.