Anmeldelse / Live / Søndag d. 08-07-2012 kl. 12:21

Mew
Roskilde Festival, Orange Scene,
lørdag d. 7. juli 2012

Anmeldt af Anders Reuss
Foto: Jonas Kjær, http://www.jonaskjaer.dk

GAFFA		4 stjerner
Læserne		5,43 stjerner i snit (efter 28 stemmer)
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Mew samlede et kæmpe publikum til imponerende natkoncert

Jeg havde engang en veninde, der sagde, at Mews musik gav hende lyst til at danse og græde. Det er meget rammende, og ude i det gigantiske, fordrukne menneskehav foran Orange Scene til Mews koncert lørdag nat bliver der danset, grædt, snavet, skrålet og skålet i en intens livsudfoldelse.

Det er imponerende, hvad musik kan gøre ved mennesker, og en koncert som Mews, der samler et kæmpe publikum og engagerer dem i at lytte, må være selve Roskilde Festivalens eksistensberettigelse. Det er det, det handler om.

Rørende navlepilleri

At det er Mew, som kan gøre det, kommer bag på denne signatur, for jeg har af et ærligt og kærligt hjerte uendeligt svært ved at fatte hvad der er så fantastisk fedt ved koncerten. I mine ører er Mews musik plaget af en anstrengt, fortænkt og overambitiøs sangskrivning, hvor teknisk finesse står over følelse og stemning. Men det er mit problem, og respekt til Mew, som kan røre 50.000 mennesker med deres navlepilleri på en helt anden måde end for eksempel The Cults pikrock.

Jeg tager også hatten af for Mews egensind. Ligesom The Cure er de et band som spiller efter deres egne regler og dyrker en anden rockæstetik end de traditionelle rockklichéer. Især udmærker forsanger Jonas Bjerre sig ved at være en anti-rocksanger af stort format. Det er fantastisk, hvordan han kan vandre ind på scenen i tilknappet sort frakke og ligne en genert og fortabt dreng med våde sovekammerøjne og morgenhår, og samtidigt styre slagets gang med stor og underspillet autoritet.

Forfalder til festivalklichéer

Hans modsætning er guitaristen Bo Madsen, som i aften, med langt fedtet hår, for stor rød sweatshirt, denimskjorte og moustache ligner en mellemting mellem en pornogrosserer og en tysk schlager-sanger på campingferie. Bo Madsen har rollen som den udadvendte og overskrider Mews indiecool med en række klichefyldte Lars Lilholt-festivaltricks og opfordringer til at klappe i takt med hænderne over hovedet. Har Mew ikke tillid til, at publikum kan elske deres musik uden den slags crap?

Men Bo Madsen er en unik guitarist, som har udviklet sin helt egen spillestil. Meget ferskt, med få effekter og næsten renset for forvrængning og powerakkorder. Han spiller uden plekter på en sær, kantet funky måde, som er meget cool og anderledes.

Trommeslager Silas Utke Graae Jørgensen imponerer med sin tekniske præcision. Med Silas som klippefast anker kan Mew spille i taktarter, som jeg ikke kan tælle med på.

Men kompleksitet i sig selv gør ikke god musik, og selvom Mew har en række pletskud med i posen, synes jeg halvdelen af sættet enten er kedeligt og stillestående føleri eller irriterende, teknisk progrock-opvisning.

"The Zookeeper's Boy" er allergifremkaldende og en lidelse at høre på for disse anmelderører, men her er jeg ikke synkron med publikum, og jeg må, med undren, anerkende, at det fungerer blændende i samspil med publikum.

Mew har fat i nogle andre kvaliteter på "Special" og "Introducing Palace Players" som begge introducerer et mere club-præget, repetitivt beat, som klæder Mew godt. Jonas Bjerre ser vældig cool ud når han vugger forsigtigt med på groove'et med sit indadvendte kropssprog.

Går i stå

"Am I Wry? No" og "Comforting Sounds" modtager de allerstærkeste publikumsreaktioner, og står tilbage som koncertens højdepunkter. Førstnævnte er et pissefedt nummer, og outtro'en, hvor den ændrer karakter fra kantet groovy til straight-up tåreperserpopsang fungerer helt fantastisk.

Desværre dræber Mew selv det massive momentum, der er sat i gang med "Zookeeper's Boy" og "Am I Wry? No". Det sker, da Jonas Bjerre lægger sig på ryggen på scenegulvet med lukkede øjne og leger død, hvorefter en procession af spøgelsesskikkelser kommer ind for at tage ham til drømmeland – eller til det næste liv eller hvad? Spøgelserne bliver gennet bort af Bo Madsen og indtager herefter en rolle på scenen som minder om Flaming Lips' dansende maskotter.

Det er meget sødt, men optrinnet tager lang tid, og ledsages kun af drømmende keyboardflader, som får folkefesten til at fise ud. Publikum mister simpelthen koncentrationen under seancen og begynder at småsludre.

Kraftpræstation

Heldigvis får Mew fint bygget stemningen op igen, og man kan ikke sige andet, end at koncerten er en kraftpræstation af bandet. De får en del forærende i kraft af det kæmpe publikums positive forventninger og den rene gensyns- og genhørsglæde ved bandets hits, men det kræver format at holde publikum indfanget, og det lykkes flot.

Mew spiller et nyt, ufærdigt nummer som sidste ekstranummer. Det er endnu et episk, sammensat nummer med en lang kedelig intro og et flow og en logik, som er svær at afkode. Langtfra iørefaldende og medrivende. Det kunne med fordel være blevet hjemme i øvelokalet.

Jeg har fortsat svært ved at elske Mews musik, selvom bandet har mange kvaliteter. Især i kraft af Jonas Bjerres helt enestående scenepersonlighed.

Men med lukkede øjne og alene bedømt ud fra hvad ørerne sansede, er den musikalske præstation ikke til mere end tre stjerner. Den fjerde får Mew for deres beundringsværdige evne til at ramme så mange mennesker med sær og egensindig, kompleks musik, som i stor udstrækning styrer uden om festivalklichéerne.