Anmeldelse / Live / Mandag d. 09-07-2012 kl. 09:33

Amadou & Mariam
Roskilde Festival, Orange Scene,
søndag d. 8. juli 2012

Anmeldt af Henrik Friis
Foto: Kristoffer Amlani Ulbak

GAFFA		4 stjerner
Læserne		3,67 stjerner i snit (efter 3 stemmer)
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Amadou & Mariam i elementernes rasen

For 15 år siden spillede Amadou & Mariam på en af Roskilde Festivals små scener. På 2012-festivalens sidste dag blev ægteparret fra Mali et af de ganske, ganske få world-navne (et andet var Senegals Youssou N'Dour i 2000), der har fået æren af at optræde på flagskibet Orange Scene.

Ingen tvivl om at de to og deres gruppe havde haft bedre vilkår på en af teltscenerne – så er det slået fast. På den anden side – og det kan retfærdiggøre udmærkelsen – har netop Amadou & Mariam udviklet sig så kraftigt siden deres første møde på blindeinstituttet for unge i Bamako, at deres blanding af Afrika og Mali med Vesten og pop i dag rækker ud efter de større masser, især via det nye udspil Folila med alle gæsteoptrædenerne.

Men søndag aften var det bare Amadou & Mariam med gruppe – heldigvis. Altså i den times tid de fik lov at spille, inden et pludseligt og massivt regnskyl med dråber så store som tekopper satte en stopper for koncerten, og fik de tos hjælpere til at føre parret af scenen sammen med resten af orkestret til spredt applaus i regnen fra det flygtende publikum.

Men inden da havde de egentlig formået at skabe en fin stemning hos det begrænsede tal tilskuere, der var samlet i pitten foran scenen. I stedet for at flygte fra den hundekolde såkaldte sommervind lod publikum sig lokke af musikken og lavede lange kædedanse for at holde varmen. Og det har forhåbentlig kunnet fornemmes af hovedpersonerne, trods de 15 meters afstand ned til aktiviteterne.

Oppe på scenen gik det mere stille for sig. Udadtil altså. De flot blåt klædte hovedpersoner stod som altid roligt og lige ved siden af hinanden, og den musikalske opbygning var gerne de typisk lyriske repetitive, guitar-figurer fra Amadou, mens enten han selv eller fruen skiftevis tog lead-rollen som sanger. Ofte i callresponse med de to korsangere/dansere og den "tiloversblevne ægtefælle". Eller i flot, magtfuld unison fællessang.

I starten var det stille og smukt, fulgt af dansernes vuggende og nærmest graciøse bløde bevægelser. Men efterhånden blev de også til mere skarpe og voldsomme hug med armene og krop som i Batoma fra gruppens forrige album, hvor der virkelig blev lukket op for den funkede bund under Mariams høje skarpe stemme.

Men generelt var sangene fra  Folila var i flertal:
Lækkert vuggende Africa Mon Afrique tilsat en knivspids reggae og unisone kor, og hvor Amadou for første gang denne aften åbnede lidt op for guitarposen med en solo fra det dybe register.

Eller: den poppede pengesang Wari med Amadou i front, og hvor et af gruppens gentagne percussive midler for alvor kom til sin ret: Trommeslageren kører en klart vestlig rytmik, mens djembe-spilleren enten cementerer popbeatet – eller pludselig "stryger hunden mod hårene" med smældende skarphed og skaber den spændende dynamik og kontrast.

Eller: Wily Kataso med den stærke percussion-afslutning, hvor man ikke var i tvivl om at Veastafrika var kommet til Danmark. Og som gav et af aftenens største bifald - der dog ikke kunne overgå det, der blev Amadou til del nummeret efter, hvor han virkelig lukkede op for posen med blueset bund og flere minutters mægtige løb op og ned af gribebrættet.

Så der var momenter. Mange faktisk. Og de spillede godt deroppe. Men den fortættede stemning og mærkbare kontakt med tilskuerne – a la Arena-koncerten ved forrige Roskilde-besøg – blev der i sagens natur aldrig noget af. Så ville Roskilde ære de to med jobbet på Orange Scene, er hæderen hermed overrakt – hvorefter vi gerne mødes under den kondensdryppende teltdug igen næste gang.