x
Stereophonics: Amager Bio, København

Stereophonics, Amager Bio, København

Stereophonics: Amager Bio, København

Anmeldt af Christian Voldborg Andersen | GAFFA

Det walisiske rockband Stereophonics lagde tirsdag aften vejen forbi Amager Bio, hvor de leverede en gedigen rockfest på en kold og kedelig efterårsdag. Bandets effektive sans for medrivende guitarriffs og iørefaldende hooks kan stadigvæk tiltrække og imponere et stort koncertpublikum. Stereophonics spillede en solid blanding af gammelt og nyt materiale. Hovedvægten lå dog på deres seneste studiealbum "Keep The Village Alive", der bærer præg af en storladen stadionrocklyd frem for gruppens simple garagerockede udtryk. Aftenens højpotente koncert forenede ikke desto mindre begge rockverdener på elegant vis.

Susende energi
Bandet indledte koncerten med det hårde rocknummer "I Wanna Get Lost With You". Kombinationen af det stramme guitarriff og forsanger Kelly Jones' ekstremt sprøde rock'n'roll-vokal satte den perfekte musikalske ramme for resten af aftenens koncert. Herefter fik vi endnu et spritnyt nummer i form af åbningsnummeret fra det seneste udspil, "C'est La Vie", hvis susende energi gav kraftige associationer til den punkede attitude, som man finder i The Jam og Manic Street Preachers. Publikum tog generelt rigtig godt imod det nye materiale, selvom de fleste nok var kommet for at høre klassikerne fra deres ungdom.

Det lo-fi-funky superheltenummer "Superman" fra albummet "Language.Sex.Violence.Other?" vækkede minder om David Bowie anno "Scary Monsters (And Super Creeps)". Under det afslappede nummer "Graffiti On The Train" leverede Kelly Jones intet mindre end en virtuos guitarsolo. Jo længere Stereophonics bevægede sig ind i sætlisten, desto mere begejstrede blev det fremmødte publikum.

Uprætentiøs tilgang til rock'n'roll
Det gedigne poprocknummer "Indian Summer" vidnede om, at Kelly Jones er en effektiv melodiker. Man kan måske ikke påråbe, at Stereophonics er et af sin generations mest innovative rockbands, men Kelly Jones og co. har en musikalsk umiddelbarhed og uprætentiøs tilgang til rock'n'roll, som stadigvæk kan charmere. Denne befriende attitude afspejlede sig ligeledes, når Kelly Jones forsøgte at interagere med publikum i mellem numrene. Da han skulle introducere nummeret "Song for the Summer", bad han publikum om at forestille sig, at nummeret var en klassiker på lige fod med "(I Can't Get No) Satisfaction" af selveste The Rolling Stones.

Stereophonics' uhøjtidelige og simple rockmusik var en fornøjelse at høre, og der var næsten ikke en finger at sætte på bandets tekniske evner som musikere. På den ene side kunne man argumentere for, at Stereophonics' bidrag til rockmusikhistoriens pantheon ikke har været særlig revolutionerende, sammenlignet med deres åbenlyse inspirationskilder, men bandet besidder et kolossalt stort talent for velspillet og velkomponeret britrock. Konventionelt eller ej.

Det lykkedes Kelly Jones at få publikum til at synge med på nummeret "Maybe Tomorrow" fra albummet "You Gotta Go There To Come Back". Jones' hæse vokal kunne sagtens sammenlignes med en ung Rod Stewart anno The Jeff Beck Group og Faces. Den nye ballade "Into The World" lød som en klassisk walisisk folkesang, hvilket var en af koncertens største musikalske afvigelser fra rock'n'roll-formularen.

Det nye albums stadionrockede islæt manifesterede sig i form af nummeret "Mr and Mrs Smith". Næsten alle arenarockens virkemidler, som U2 har perfektioneret, afspejlede sig under sidste halvdel af Stereophonics' koncert. Koncerten blev rundet af med de benknusende rock'n'roll-numre "A Thousand Trees" og "Catacomb". Afslutningsvis fik vi tre ekstranumre i form af "Just Looking", "The Bartender And The Thief" og "Dakota", som satte et triumferende punktum for en vellykket rockkoncert. Det eneste nummer, som man savnede at høre, var den britpoppede "Have A Nice Day".

Stereophonics' musik er muligvis ikke særlig banebrydende eller dybsindig, men tirsdag aften leverede de en sjov, afslappet og selvsikker rock'n'roll-koncert i Amager Bio. Publikum fik lige præcis, hvad de var kommet for at høre. Gedigen og kompetent britrock uden så meget pis.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA