x
EL VY: Return to the Moon

EL VY
Return to the Moon

EL VY: Return to the Moon

GAFFA

Album / Playground Music
Udgivelse D. 30.10.2015
Anmeldt af
Jan Opstrup Poulsen

Vi kender ham som den melankolske og disciplinerede vokal, der er tæt på at være definerende for The National. Men nu har den karakteristiske sanger begivet sig ud på legepladsen med Brent Knopf fra bandet Menomena. Det er der kommet et løst og eksperimenterende album ud af, hvor der er løsnet gevaldigt op for den ellers stamme melodistyring, som kendetegner The National. Og lad det være sagt med det samme, så befinder EL VY sig ikke på det niveau, men mindre kan bestemt også gøre det.

Return to the Moon er ganske vellykket i sin frie form, hvor melodierne er sprælske og abrupte. Og Matt Berningers vokal er det bærende element, som giver sangene deres unikke særpræg. Men EL VY er ikke ude i de store musikalske revolutioner. Der er tale om gængse sange, der kæler ekstra for de små detaljer og giver plads til mere snurrige indfald. Det giver Return to the Moon en forfriskende umiddelbarhed, uden at albummet ender i det fortænkte.

Projektet lykkes bedst, når Matt Berninger og Brent Knopf holder tempo i melodierne, så vokalen ikke skal bære det hele. Det er både underholdende og effektfuldt i Need a Friend, der har sine indlagte eksplosioner. Til gengæld bliver det lidt stillestående i en sang som No Time to Crank the Sun, hvor inspirationen mangler. Og det nærmer sig The National i de vellykkede Sad Case og Happiness, Missouri. Og set i dette lys er Return to the Moon et mellemspil fra en af tidens mest originale rocksangere. Men det er bestemt også værd at bruge tid på.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA