The Courettes: Here Are The Courettes

The Courettes
Here Are The Courettes

The Courettes: Here Are The Courettes

GAFFA

LP / Sounds Of Subterrania
Udgivelse D. 15.07.2015
Anmeldt af
Espen Strunk

Det er over ti år siden, danske The Raveonettes med stor succes bragte garagerockens rå, minimalistiske æstetik og seje attituder direkte ind i mainstreamen herhjemme. Nu kommer - drønende ned af samme musikalske sidegader – så The Courettes, alias det dansk/brasilianske ægtepar Martin og Flavia Couri.

Med i den ramponerede guitarkasse har de denne 10" vinyl, produceret af Kim Kix fra PowerSolo, i absolut gennemført retro-artwork og otte sange indspillet live i studiet. Og iøvrigt i mono – rigtig autentisk, you know. Energien fejler ikke noget hos duoen, som utvivlsomt er en fest live: Go! Go! Go! er en sigende titel fra tracklisten.

Minialbummet her er og bliver dog – på godt og ondt – en troværdig stiløvelse, og det ville være en overdrivelse at kalde nogen af de otte, charmerende og skarpe rocksange decideret uforglemmelige. Der er med andre ord – hvor meget jeg end ville ønske det – ingen I Wanna Be Your Dog eller Raw Power gemt i rillerne her. Men cool er det unægteligt.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA