x
Low: Lille Vega, København

Low, Lille Vega, København

Low: Lille Vega, København

Anmeldt af Frederik Kyhn | GAFFA

Low blev oversat til storladen minimalisme da bandet indtog Lille Vega, en råkold oktober aften.

Der findes vitterligt få eller slet ingen bands som Low. Det kan i hvert fald tælles på én hånd, de musikere som ud over aftenens hovedenavn har overlevet hele vejen fra 90'ernes grungede undergrund og som stadig i dag kan proklamere sig ikke at være allemandseje, men stadig yde vital performance på livescenen. Low opstod som et notorisk humoristisk stik i siden på en musikscene, der var ensidigt optaget af udskejende krumspring og kaotiske koncerter. Low opstod, fordi der i al mylderet af skramlet potens og hård attitude var plads til og hårdt brug for et band, der turde tage favntag med minimalismens svære alsidighed. På bandets 11. album er denne vitalitet ligeså præsent som for tyve år siden.

Lyssætningen i Lille Vegas sal vidnede fra første nummer om den minimalistiske æstetik, som er bandets trumf. En enkelt orange lyskegle kastede bagfra blændende skygger på bandet, der med et krasende, elektronisk trommebeat satte i på åbningsnummeret "Gentle" fra dette års "Ones & Sixes". Med sine sparsomme og repetitive fraseringer lagde bandet en fløjlsblød start, der med en voluminøs guitar, som bombastisk havde styret alt ind på mellemtonen, gik i kødet på det vindblæste publikum. Og der var tilsvarende fuldt fokus på de tre medlemmer fra første trommebeat. Den sitrende intensitet blandt publikum blev kun brudt når hænderne blev løftet i forløsende klapsalver.

Andet nummer fra den nye plade, "No Comprende", endte ud i en tonstung afslutning, hvor trommeslager og sangerinde par excellence, Mimi Parkers karakteristiske, nærmest naivistiske trommespil fik nummerets b-stykke til hele tiden at virke på kanten til at kollapse. Men hos Low er der ingen slinger i valsen, tværtimod.

Low har en fantastisk evne til at væve de enkelte enkle elementer sammen til en synergisk symbiose, der ophæver minimalismens trivialitet og på sin egen facon, netop på grund af det simple grundlag, bliver så meget mere nervespændt og intenst. Det kræver årvågenhed og musikalsk elegance, for slet ikke at tale om et håndværksmæssigt kram, der kan tælles i aktive år og spillede koncerter, at stå ved sit minimalistiske udgangspunkt og samtidigt kunne holde intensiviteten i skak.

Gulvtam fra helvede og vokalarbejde fra himlen

Der skal dog mere til end evnen til at gøre godt med lidt, og det har Low i form af udsøgt vokalt håndelag. På "The Innocents" blev det fremmødte publikum for alvor præsenteret for det stålsikre vokale samarbejde, der udgør en af bandets allerstørste forcer. Parker stod her for vibratoklingende og samtidig luftig vokal i versene, imens guitarist og sanger, Alan Sparhawk støttede op med et solidt uh-kor.

I omkvædene blev denne samhørighed i underskønne harmonier sendt ud i rummet og gav genklang i resonerede overtoner. Det var skarpt, veludført og gennemprofessionelt. Og lige så diskant klingende som vokalerne gjorde sig ud, lige så tung og rungende var duoen, der udgjordes af Parkers gulvtam og bassist Steve Garringtons dybt klingende instrument. Diversiteten blev gjort op i, hvordan bandet håndterede spændvidden mellem disse elementer og den dertilhørende magt over numrenes intensitet.

Minimalitetens faldgrube er den overgjorte intensitet, hvilken Low er mestre i at undgå. Selv numre som "Monkey" eller aftenens afslutning "Landslide" holdt sig med deres vildeste udskejelser hele tiden på et punkt, der efterlod den sidste ekstatiske forløsning til fantasien. Bygger man sit band op med sparsom instrumentation og simple kompositioner, er det igennem parametre som netop vekselvirkning og kundskab til intensitet, der sikrer musikkens overlevelse. Og det mestrer Low efter tyve års erfaring til perfektion.

Derfor er det også ekstra svært at skulle hælde en smule malurt i bægeret – er man som band så ubetviveligt sikker på sin håndtering af alle brugbare midler, burde det være et musikalsk ønske at efterlade sit publikum tilbage ved udgangspunktet i forventingens glæde. Desværre trak nogle af de sidste numre sig lidt trægt igennem udførelsen, og det var derfor også en positiv oplevelse, at afslutningen, "Landslide", endte ud i en yndefuld leg med ditto føromtalte intensivitet. At opleve et band som Low, der trodser de fleste konventioner, virker mere forfriskende end de fleste nyere musikalske udskejelser.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA