x
Madonna: Rogers Arena, Vancouver

Madonna, Rogers Arena, Vancouver

Madonna: Rogers Arena, Vancouver

Anmeldt af Rune-Leander Mikkelsen | GAFFA

Tidligere i år udgav Madonna sit 13. studiealbum "Rebel Heart" (2015). Siden udgivelsen tilbage i marts har Madonna promoveret "Rebel Hart" gennem alle tænkelige kanaler: Hun optrådte ved den 57'ne årlige Grammy Award, ved Brit Awards (hvor vi overværede det famøse kappestunt), hun har været på samtlige amerikanske tv-talkshows og indfandt sig tilbage i marts for første gang i stolen til et to timers interview hos Howard Stern. Her kunne hovedpersonen selv fortælle, at temaet på "Rebel Heart" er at sætte fokus på den rebelske/romantiske dualisme, hun altid har haft som drivkraft og inspiration til sin univers.

Umiddelbart har Madonna taget et skridt tilbage fra den noget ambitiøse "MDNA Tour" (2012) med omdrejningspunkt omkring menneskerettigheder, våbenlovgivning og andre kontroversielle emner i amerikansk politik – en tour, der trods økonomisk succes gav hende et hav af sagsanlæg på halsen. "Rebel Heart"-touren er Madonnas 10. verdenstour – med start i Montreal, et stop i Jyske Bank Boxen, Herning 16. november og endestation i Brisbane, marts 2016. Onsdag aften stod den nu 57-årige Madonna Louise Veronica Ciccone på scenen i Vancouver, Canada – spørgsmålet var, om det ville blive rebellen eller romantikeren, vi ville få på scenen af denne aften.

Lad os bare løfte sløret for, at aftenens over to timer lange koncert blev en tour de force i kærlighed, afklædthed og religion. Madonna er langt fra så chokerende, som hun var tilbage i 1980'erne, men hun kan stadig pole-danse med strippere iført nonnekostumer og ryste bagdelen i undertøj, der er så gennemsigtigt, at man ikke helt er sikker på, om hun faktisk har undertøj på.

Bitch I'm Madonna

Madonna starter ud med "Iconic" fra dette års udgivelse. En barok popkomposition, hvor hun slår sin egen ikonstatus fast gennem teksten. Mike Tyson leverer introen til "Iconic" fra bagscenens storskærm, meget lig hvad han gjorde på Canibus debutsingle "Second Round K.O" tilbage i 1998. Chance The Rapper rapper med fra samme skærm meget lig versionen på dette års album, mens Madonnas 20 dansere alle er klædt som kinesiske soldater fra en fjern fortid, da de brager frem på scenen. Madonna selv hejses ned fra loftet i et bur og rammer scenen, der er formet som en tulipan eller en penis, alt efter hvordan man vælger et fortolke det.

"Go Hard or Go Home" synger Madonna under leveringen af "Bitch I'm Madonna" fra samme album – så er stilen ligesom lagt. Vi fortsætter med nummeret fra "Rebel Heart" via den Kayne West-producerede "Holy Water", hvor aftenens hovedperson sammenligner sine egen kropsvæsker med...ja, vievand. Under dette nummer må man tage hatten af for sceneshow og koreografi. Det hele ender som Den Sidste Nadver i en version, der ligner en surrealistisk udgave af Albrecht Dürers træsnit fra 1523 med da Vincis klassiske A-B-A-baggrund fra samme motiv på storskærm bagved."Holy Water" vidner om Kayne Wests rastløse legen med stilen – nummeret minder en del om "Justify My Love" (1990) og indeholder versreferencer fra "Vogue" (1990).

Efterfølgende drøner "Devil Pray"s housebeat derudad, mens Madonna synger om, hvordan eksperimenterende rusmidler kan bringe en tættere på Gud. "Body Parts" leveres med sceneudsmykning og koreografi, der må være inspireret af Billy Joels "Uptown Girl"-video (1983), da Madonnas udførelse ligner en tro kopi. 

For meget playback

Koncertens første halve time er centreret omkring dette års udspil – og jeg mangler endnu at have hørt aftenens hovedperson synge live, det hele har indtil videre beklageligvis druknet i playback, omvendt singback (livemusik til præindspillet vokal) og loops. Herefter begynder vi langsomt at hoppe tilbage i tiden. "True Blue", titelnummeret på hendes 1986-udspil efterfølges af "Deeper and Deeper" fra "Erotica" (1992) – her bliver der prædiket fra scenen om, hvordan vi alle skal acceptere vores seksualitet, lige meget hvad andre siger. Selvfølgelig skal vi også have "Like a Virgin", første single fra Madonnas 1984-album af same navn, et nummer der for denne anmelder blev udødeliggjort via Tarantinos åbningsmonolog i filmen "Reservoir Dogs" (1992).

Madonna starter da også ud i gangsterstil med at sige "Nobody fucks with the queen" – men selve versionen af "Like a Virgin" virker mere som omvendt singback tilsat en fantastisk dansekoreografi – specielt når Madonna klapper med begge hænder over hovedet med mikrofonen i den ene hånd, mens hendes stemme stadig drøner ud ad højttalerne?

Cirque du Soleil

Efter to timer, otte forskellige looks og en Madonna akkompagneret af 28 dansere, som har skiftet kostume 20 gange, er jeg stadig ikke blevet klogere på, hvordan aftenens forestilling skal symbolisere Madonnas dualisme mellem rebel og romantiker. Vi får hits fra bagkataloget som "La Isla Bonita" (1987), 'Who's That Girl" (1987) og ikke mindst "Music" (2000) med storskærmsreference til Jonas Aakerlunds fremragende musikvideo, hvor Madonna holder fest i sin limousine med Ali G som chauffør. Madonna slutter aftenen af, hvor det hele startede med "Holiday" – tredje single fra debutudgivelsen "Madonna" (1983), den single der satte hende på det europæiske verdenskort.

Trods et fabelagtigt show og en hitparade uden sammenligning sad jeg stadig tilbage med en følelse af, at jeg aldrig hørte hende synge live denne aften i Vancouver. På den anden side har Madonna vel heller ikke noget at skulle bevise. Hun har valgt at kalde sin verdensturne "Rebel Heart Tour," men har hun ikke efterhånden gjort oprør mod alt, hvad hun kunne gøre oprør mod og rykket grænser for, hvad en kvindelig solist kan gøre? Har hun ikke allerede banet vejen for sangerinder som Lady Gaga og Beyoncé?

Måske skal man bare være taknemmelig for at have set et visuelt storslået Madonna-show, som virkede mere som Cirque du Soleil end en livekoncert – aftenens koncert var et fabelagtigt show, men oprøret og viljen til at synge live udeblev. Og hvor blev "Like a Prayer: (1989), "Live to Tell" (1986) og ikke mindst det fremragende "Ray of Light"-album (1998) af denne aften?


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA