x
D-A-D og Inside The Whale: Jyske Bank Boxen, Herning

D-A-D og Inside The Whale, Jyske Bank Boxen, Herning

D-A-D og Inside The Whale: Jyske Bank Boxen, Herning

Anmeldt af Martin Nielsen | GAFFA

Lørdag aften fejrede Jyske Bank Boxen sin femårs fødselsdag og inviterede herningenserne til et ordentligt rockbrag i deres arena. Aftenens program stod på sjældenheder i form af en Inside the Whale-reunion og en albumkoncert af D-A-D, der for første gang spillede hele "Riskin' It All", deres storsælgende album fra 1991.

Inside the Whale er nogle lokale drenge fra Lind ved Herning, der tilbage i 1991 fandt sammen og dannede et band, der senere skulle gøre dem til lokale stjerner.

To år efter dannelsen, altså i 1993, gjorde de sig første gang bemærket i GAFFA, hvor Arne Vollertsen blandt andet skrev: "Deres musik er kompliceret, afvekslende og langt fra lige ud ad landevejen. 'Funkadelisk hvalrock' kalder de den selv, og faktisk er det svært at finde en anden betegnelse, der kunne være mere rammende" Og afsluttede med at spå dem som en del af "danskrockens frodige fremtid".

Sådan blev det dog ikke helt.

Godt nok fik de udgivet fire plader, hvor de fik deres debut i 1994 med "In Nature's Uniform" og fulgte op med endnu en engelsksproget produktion, "Jack In The Box". Efter en længere pause vendte de i 1998 tilbage til ungdommens rødder med "Rebeller Uden Sag", denne gang med Tobias Folting på trommer og med danske tekster: "Når vi nu har været meget opmærksomme på, at pladen skulle være meget tæt på os selv, er det meget bedre, at det, som jo foregår på dansk, også bliver sunget på dansk", forklarede sanger Marcus Winther-John dengang.

De danske tekster viste sig at være en succes, og især "Hvor Er Tiden Der Ta'r Os?" blev dengang spillet meget. I dag står den som et af bandets allertungeste hits. Men også andre numre som "Louise", "Lørdag Nat" og "Et Kort Sekund" fik fast fodfæste i den danske rockmuld.

To år senere var rockkvartetten klar med "Tænk Hvis Du Gik Glip Af Noget", der skulle vise sig at være den sidste hvalsang. For året efter gik de fra hinanden, og forsanger Marcus Winther-John gik solo og har siden også arbejdet som sangskriver for en række danske artister. Skjærbæk-brødrene Lars og Troels på henholdsvis guitar og bas ernærer sig stadig som musikere i bandet Boat Man Love.

I forbindelse med Hernings 100-års købstadsjubilæum i 2013 blev hvalen dog genskabt for en kort stund, og her to år senere sagde den farvel med en endegyldig afsked.

Men hvordan gik det så?

Inside the Whale: Mislykket nostalgi ***

Se billeder fra Inside the Whales koncert her

På et par Puch Maxier og til tonerne af Cypress Hills' udødelige "Insane In The Membrane" kommer drengene rullende ind på scenen til publikums store jubel. Men allerede i åbneren, "That's Life", mister de kontakten til publikum. Der, selvom de viser en vis anerkendelse for bandets funkadeliske guitarleg, stadig er en smule hæmningsramte.

Bandet redder den dog med "Kun Dig Og Mig", der skaber fællessang i hele salen. Det er allerede tydeligt, at publikum er kommet for at høre deres nostalgifrembringende hits.

Efterfølgende kommer bandets gamle trommeslager, Peter Bjerrum, ind på scenen, og han skal senere vise sig at være med til at løfte showet op på et højere niveau, da han mod slutningen får sat gang i en vanvittig trommesolo sammen med Tobias. De får tæsket noget seriøs koskind, og med synkronpedal og en lilletromme, der giver genklang i salen, får de rusket godt op i publikum. Og de får alligevel flexet deres musikalske evner.

Men disse momenter er yderst sparsomme. Bandet får ikke rigtig fat i publikum, og det er en skam, for de kan sgu lave nogle seriøse sange og rytmer. Vi får et par enkelte guitarsoloer, og vi får et par legesyge jams, men publikum er svære at tilfredsstille, de vil have klassikerne fra "Rebeller Uden Sag", men selv med trækplastre som "Louise", "Lørdag Nat" og "Rosabell" er reaktionen stadig ikke, hvad man kunne have håbet.

"Har I glædet jer til det her" og "Er I frække?" får Marcus Winther-John spurgt adskillige gange uden at få den helt store respons fra sine gamle naboer og skolekammerater. Og sådan bliver det desværre stort set hele vejen igennem. Publikum er ikke særlig frække i aften.

Vild begejstring og fællessang bliver gruppen dog ikke snydt for, for efter at de har forladt scenen, indtræder et lokalt pigekor og fremfører en flot a cappella-version af hvalernes allerstørste hit "Hvor Er Tiden Der Ta'r Os", og til en stor applaus fra publikum træder de lokale stjerner ind på scenen en sidste gang og giver publikum det nummer, som de har ventet på den sidste times tid. Salen vækkes endelig, folket rejser sig , og der er fællessang for alle pengene.

Desværre er dette også det eneste tidspunkt, hvor publikum virkelig er med. Og det lykkes ikke rigtig for hvalerne at få oprejsning, på trods af at de er lokale og elsket af deres medborgere. Der er ingen tvivl om, at bandet kan spille, og deres passager af jazzinspireret funkguitar skaber masser af swingende rytmer i salen, men de formår bare ikke at komme helt ud over scenen og ud til publikum. Det er kun de mest trofaste fans, der formår at skabe lidt larm.

Skulle de have den helt store begejstring fra fansene, så skulle de have spillet alle deres dansksprogede ørehængere, men jeg er alligevel glad for, at de hev de gamle, engelsksprogede kreationer frem, for de sparkede sateme røv! 

D-A-D: Nostalgien blev dyrket *****

D-A-D behøver virkelig ikke nogen stor introduktion. Alle i landet kender dem i hvert fald ved navn, og kender du dem ikke, så spørg dine forældre. De startede ud som Disneyland After Dark, og i begyndelsen var de meget præget af country og rock. Senere er det dog den rå rock, der har fået fodfæste.

I aften er vi så heldige, at vi får lov til at høre hele "Riskin' It All"-pladen fra 1991, og ikke nok med det, så har bandet opstøvet det gamle scene-setup fra dengang med overdimensionerede møbler. 

Hele showet starter med en kæmpegrammofonplade, der bliver sat på en enorm afspiller ovre i hjørnet. Lyset slukkes, spændingen stiger i takt med hjertets banken, og så skydes festen ellers bare i gang med pladens åbningsnummer, "Bad Craziness". Lyden er vanvittig høj, lyset er epilepsifremkaldende, og herningenserne har allerede smidt hæmningerne.

Drengene får med enorm selvtillid indtaget podiet med det samme. Jesper Binzer med sit lange garn, Jacob Binzer med sin Slash-kasket, Laust Sonne (der ikke var med på albummet, det var i Peter Lundholm Jensens tid) bag tønderne og Stig Pedersen i sin gamle soldateruniform, komplet med hvide gamacher og Napoleon-hue. Det kan sgu godt være, at de ser pissegamle ud, og at deres ansigter er løse og hænger som et skrotum, men de har edderbankeme en teenagers virilitet og energi. Det mærker vi med det samme. Jespers stemme er rå, men under kontrol, og guitarsoloerne er lange og talrige.

Den gode stemning fortsætter uforstyrret hen imod pladens andet track, "D-Law". Laust forkæler os med talrige trommetæsk, og backupvokalen får endnu engang assistance af det tændte publikum.

Drengene får dog efterfølgende skruet ned for intensiteten, og publikum får et velfortjent hvil til den blide, dybe vokal på "Down That Dusty 3rd World Road". Jacob indtager endnu en gang scenens yderste spids og leverer en lækker guitarsolo, inden vi bliver kastet ud i "Grow or Pay", der atter skaber taktklap og fællessang i den proppede sal.

På pladens sidste spor, "Laugh 'n' 1/2", har Jacob fundet den akustiske guitar frem til en sprød solo, og Jesper akkompagnerer på den V-formede el-guitar. Min venstre trommehinde har sagt stop, men selv i mono lyder det sublimt. Alt i alt en fantastisk fremførelse af et ganske udmærket album.

Nu venter vi bare på at få mere, og folk er fandens utålmodige. Der bliver skrålet og klappet foran en tom og kulsort scene i det, der føles som en evighed, men så kommer Jesper endelig ud på scenen og udbryder "For fanden i helvede, Herning!"

Det første nummer, vi får er "A New Age Moving In" fra bandets seneste skive "DIC.NII.LAN.DAFT.ERD.ARK" fra 2011, og straks er salen fyldt med rungende lydbølger, og jeg frygter næsten at få mine trommehinder totalt ødelagt, da Jesper sender et langt og lækkert 80'er-skrig ud i salen.

En stille opstart på "Everything Glows" tager os med bukserne nede, men vi finder hurtigt rytmen, vi synger endnu en gang med, og vi kaster med halvtomme ølkrus. Dette er uden tvivl et af aftenens helt store klimakser.

Og så bliver det tid til Stigs "fifteen minutes of fame" med "Riding With Sue", hvor han med en komikers attitude indtager rollen som frontvokalist. Efterfølgende bliver vi inddraget til en medvirken på "I Want What She's Got", hvor salen bliver kønsopdelt. Kvinderne synger "I want what he's got", og vi svarer igen med "I want what she's got" på frontvokalens kommando.

Stemningen har nået toppen. Vi kan ikke komme højere op. Indtil vi aner tonerne til "Sleeping My Day Away", og det er uden tvivl aftenens bedste track, publikum på siddepladserne rejser sig, og hele salen klapper i takt og overtager vokalen, når den får chancen, og så får vi uden tvivl aftenens bedste og længste guitarsolo. En helt igennem fantastisk afslutning på en fremragende aften.

Helt færdige er vi dog ikke. Det ved hele salen, for trods slukket lys og endnu en gang en tom scene, så venter vi stædigt på at få lukket ballet helt officielt, naturligvis med "It's After Dark", og efter en kort ventepause er de gamle rockstjerner at finde på scenen for tredje og sidste gang i aften. Vi får heldigvis vores "It's After Dark".

Og lige så hurtigt som det starter, slutter det, og jeg står uden hørelse på mit venstre og en hjerne fuld af indtryk. Energien var sublim, stemningen var berusende, D-A-D fyldte podiet helt ud, og de formåede at gøre den store sal lille. Det lykkedes dem i den grad at forene de flere tusinde gæster i Jyske Bank Boxen.

Uden tvivl den vildeste fem års fødselsdag, jeg nogensinde har oplevet. Tak for en vild aften, Herning!


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA