x
Yast, Young Dinosaur, Wulfband: RECession Festival, Ny V58, Aarhus

Yast, Young Dinosaur, Wulfband, RECession Festival, Ny V58, Aarhus

Yast, Young Dinosaur, Wulfband: RECession Festival, Ny V58, Aarhus

Anmeldt af Simon Nielsen | GAFFA

Man kan ikke ligefrem sige, at det musikalske vækstlag i Danmark er ved at svinde ind. Showcase-festivaler er der efterhånden mange af, men hver eneste gang byder disse på talent fra vidt forskellige udspring. Det var også tilfældet på andendagen for RECession-festival i Aarhus, da Ny V58 igen slog dørene op for en aften med det nye. Ofte har populismen det med at skinne for meget igennem hos nyudsprungne bands, hvor scenen i længere tid har oplevet den skæve indie-folk have en tydelig succes-faktor, hvilket i øvrigt også var tilfældet for djent-genren på metalscenen i 00'erne.

Den skæve indie-folk var derfor markant til stede på RECession, men et andet fænomen, der i den seneste tid har oplevet et vedholdende indtog på den danske og internationale musikscene, er den shoegaze-prægede psych. Med udspring i 70'ernes psychedelia tilsat 90'ernes melankolske støjunivers kom det særligt til udtryk hos svenske YAST. Det mere samtidige lydbillede var derfor stærkt til stede hos både YAST og det danske progressive popband Young Dinosaur, men overraskelsen fik vi i højeste grad hos den tyske industrial-duo Wulfband, der bragte lyden tilbage fra 80'ernes ekstreme, elektroniske minimalisme, hvilket fremstillede dem som en slags joker for aftenen.

YAST **** (billedet, arkivfoto)

Lydprøven florerede diskret i baggrunden på Ny V58, inden svenske YAST kort efter gjorde deres underspillede entré på spillestedets intime scene. De postpunkede tromme- og basgange skyllede derefter ud igennem højtalerne. Tydelige elementer af drømmepop stod klart i YASTs musikalske udtryk, hvor de slørede psych-elementer komplementerede dette udmærket. Dog gjorde den store brug af feedback, at de melodiske finesser desværre blev en smule udviskede. De to guitarister skiftede til at synge leadvokal, hvilket ydermere bidrog til YASTs alternative og tilbagelænede fremtræden, da sangene gav indtrykket af et band, der ikke nødvendigvis fulgte den naturlige vej i kompositionerne.

Trods dette ellers alternative islæt bar YAST dog præg af at være et orkester med et bagkatalog, der besad en lidt mangelfuld variation. Langt størstedelen af sættet var dog særdeles vellydende med sin blanding af den dansable drømmepop og støjende, psykedeliske elementer. Højdepunktet kom dog først ved koncertens afslutning, da sættet hidtil havde været en smule ensformigt, men da den mere alsidige afslutningssang ankom, nåede musikken langt ud over publikum på forreste række.

Young Dinosaur ***

Blandt årets hovednavne stod det lovende danske indie-orkester Young Dinosaur, som allerede har modtaget særdeles positiv omtale samt en voksende plads i det danske koncertlandskab. Formularen hos Young Dinosaur er i forvejen velkendt med deres skæve, elektroniske folk, udført af et genert, men sammentømret orkester. Det sammenspillede orkester kom tydeligt til udtryk imellem sangene, hvor forsanger Eske Nymann Nielsen diskret forsøgte at samtale med publikum.

Dette virkede oprigtigt og utroligt tilbagelænet, hvilket også blev opfattet af publikum, som interesseret lyttede efter. Der er nemlig intet i vejen for samtale imellem numre, og det giver ofte en mere personlig oplevelse af en koncert. Dog blev samtalen adskillige gange forstyrret af stemning af instrumenter, som druknede det, der for et kort øjeblik skulle være i fokus. Men i sidste ende er det jo musikken, der har den største betydning, og den blev fremført overlegent og præcist, men variationen viste sig desværre igen at være en mangelvare. De ellers vellydende og til tider komplekse kompositioner blev spillet af et orkester med en vis mangel på alsidighed. Dette var desværre med til at trække koncerten i langdrag, hvilket til tider gjorde Young Dinosaurs optræden en anelse kedelig.

Wulfband ****

Tyske Wulfband formåede at blænde op for en genre, som måske ikke lever i sit bedste velgående i 2015. I hvert fald har genren bevæget sig tilbage til 80'ernes subkulturelle følge, som industrial-genren oplevede, inden Trent Reznor og Nine Inch Nails var med til at skyde musikken ind i mainstreamen. Wulfband opførte et minimalistisk og særdeles ekstremt livesæt, som så en hueklædt perkussionist og en forsanger, der med sit lange, sorte hår besad en vis visuel anonymitet, og med sine androgyne bevægelser råbte ærbødigheder ad det feststemte publikum, som pludselig havde taget en drejning mod goth-stilen.

Den tunge bas og de højlydte trommer slog rytmen an hos Wulfband og gjorde musikken særdeles dansabel, dog bar også Wulfband præg af en mangelfuld variation. Wulfbands minimalistiske industrial bankede sig massivt ind i publikums skuldre, og det blev velmodtaget af det forreste publikummer, som ukritisk dansede med på hver enkelt nummer, imens den langhårede forsanger brutalt headbangede med på de tunge beats.

Det, der i høj grad udgjorde industrial-genrens mainstreamsucces i 90'erne, var den stålsatte strukturfokusering og det æstetiske udtryk. Dog var dette en mangelvare hos Wulfband, der ukritisk hamrede igennem aftenens længste sæt. Det kunne dog ikke lægge skjul på, at stemningen intet fejlede, hvilket gjorde det til en fornøjelse at se et orkester, som formår at omfavne en genre, som efterhånden kun fremføres af fortidens goth-kids.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA