x
Khaira Arby: Pumpehuset, København

Khaira Arby, Pumpehuset, København

Khaira Arby: Pumpehuset, København

Anmeldt af Torben Holleufer | GAFFA

Khaira Arby fra sagnbyen Timbuktu i Mali gjorde et stort indtryk på mig, da hun endelig kom til Roskilde Festival i sommer. Med status som en af Vestafrikas absolutte kultsangerinder, og i sin tid båret frem af selveste Ali Farka Touré (1939-2006), var der en masse forventninger, der skulle indfries på festivalens næstmindste scene, Pavilion. Her skabte Khaira en fest, men det var da hun kom ind i de mere intime rammer - koncerten var blevet flyttet fra Global til Pumpehuset og arrangeret af CPH:DOX - at hun for alvor kom til sin ret med sit band, der udover hende selv på sang og tindetromme inkluderede to guitarister, bas, trommer og en jeli (griot), der kompetent spillede på den talende tama-tromme og den lille n'goni-lut. Og dertil havde hun denne aften et publikum, der syntes at vide, at det var en ikonisk sangerinde, og som derfor var særdeles åbne og støttende fra første strofe.

Den første time af koncerten var det tydeligt, at Khaira Arbys stemme var ramt af turnéens længde, og hendes sangforedrag vekslede i kvalitet. Dertil kom, at bandet syntes at følge den skabelon, som mange bands fra Mali følger i disse år, og som måske stammer fra bands som Amadou & Mariam, hvor der partout skal spilles op til en rockstorm med intense og overstyrede guitarer. Dertil kom, at Khaira Arby med tilføjelsen af tama-trommen har et element, der er populært nede omkring hovedstaden, Bamako, hvor man så kan bruge de berømte rush, hvor trommen spiller op til publikum, i stedet for mere at koncentrere sig om den Mali-blues med rødder i kvindernes traditionelle Tinde-musik, som er tilbagelænet og stærkt tranceskabende. Og det var tydeligt, at lige så snart Khaira Arby nærmede sig den stil, der jo er hendes baggrund og den nærliggende Takamba-stil på sproget Songhai, var hun i sit es og fik en uforlignelig autoritet.

Ikke at tama-trommen ikke spillede op og fyldte. Ligesom det var et scoop, at gruppen denne gang havde taget Ali Farka Toures yngste søn med på en stærkt ekspressiv rockspade, som tegnede lovende. Og da der så for alvor i den sidste halvdel blev skruet op for den formidable traditionelle musik fra kvindernes verden, skete der en transformation med Khaira Arby. Stemmen var nu sublim, og hun gik ind og fandt en indre trance, som forplantede sig til orkestret og resten af salen. Herfra var det et sydende og formidabelt møde med den ægte ørkenblues med afstikkere ind i reggae. Hvor kald-svar-korene kørte og Khaira Arby messede og havde en fremtoning, der satte hende i bås med verdensmusikkens store ikoner, så som en Esma Redzepova.

Det gik op og op. Hele tiden ville publikum have nye numre, og hele tiden fandt Khaira ny styrke frem og formidlede, lige dele prædikant og stjerne. Indtil der var ikke var mere og koncerten kunne slutte på toppen.

Intenst møde på en scene, hvor jeg gerne ser verdensmusik i fremtiden.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA