x
Marie Key : Posten, Odense

Marie Key , Posten, Odense

Marie Key : Posten, Odense

Anmeldt af Jens Dræby | GAFFA

Ifølge hende selv var det på tide at holde lidt igen med koreograferet dans, og hvad der ellers kommer med popstjerne-succesen og de udsolgte koncerter. Derfor er Marie Key og guitaristerne Carl-Erik Riestra Rasmussen og Andreas "Maskinen" Sommer draget ud på en efterårs-tour med næsten faste siddepladser, pauser, mere snak, mindre musik og "akustiske" kompromisløsninger. Denne aftens koncert var forudsigeligt fin, og det var ikke anstrengende at forlade Posten med et lille smil på læberne.

At begynde med "Vi To" var nok ikke helt genialt for et akustisk sæt. Originalen fra gen-debuten I Byen Igen har ikke den mest ophidsende vokal og er båret mere af sammenspillet mellem trommemaskiner, synth og guitar, og tager man nogle af de elementer ud af ligningen, sidder man tilbage med en kedelig, ja måske endda irriterende sang. Det var, som om Key savnede lidt energi og først fandt en stemme, der kunne slippe nævneværdige toner ved aftenens fjerde nummer "Stå Op".

Marie Key er en god sanger på samme måde, som Rod Stewart og Kim Carnes er gode sangere. Hun besidder en ganske unik og skrøbelig sangstemme, der truer med at forsvinde, bare hun rømmer sig lidt. Andreas Sommer eller Maskinen er en musiker og producer, der har svoret troskab mod den lidt kiksede, men dog oprigtige synthpop. Med Marie Keys stemme og eminente skæve popskriveri har de fundet en formel, der ikke skal pilles alt for meget ved.         

Hiphop Unplugged

Det var meget naturligt om end en smule skuffende, at scenen var besat af mere end blot tre folk med guitar og taburet. Maskinen havde sine synths med, og Riestra bestyrede et trommepad på de sange, der tilsyneladende ikke tålte en akustisk udgave. Efter "Landet" og "Fatter Det Nu", der fungerede gevaldig godt med et nedbarberet udtryk, kom der stemningsskabende synths på "Tabt Mit Hjerte", og det var her lidt vanskeligt at gennemskue, hvilken koncert vi fik kontra hvilken koncert, vi kunne have fået.

Carnes og Stewart ville aldrig kunne rappe-synge, som Marie Key spyttede det på Posten i Odense. Efter den unødvendigt lange pause mellem koncertens to sæt kom ikke blot et af Keys' L.O.C.-coversange "Elsk Mig Nu", men også den befriende og afvekslende "Hjerte Der Banker", der blev så fin, så fin med guitarer og Andreas og Carl-Erik som back-up-rappere.

De elektronisk-akustiske kompromisløsninger var en meget blandet pose bolsjer. Ved nogle sange var det til at forstå, at der lige skulle lægges en bund af keyboardet, som for eksempel på "Oceaner" eller "De Her Dage". Andre gange burde en sang bare ryge i svinget sammen med den evindelige pad, der kunne få den sørgelige Rytteriet-sang "Vi Kan Ikke Ses Mere" til at lyde som en uskøn forening mellem et Nephew-efterladenskab og et Yamaha-elklaver på autopilot. Marie Key og co. leverede kun halvt ved at spille så meget på elektronikken, og det var pokkers ærgerligt på grund af sange som "Fatter Det Nu" og "Hjerte Der Banker", der var fabelagtige i sine simple udgaver. Marie K burde simpelthen bare lave en rap-plade.

Der var for mange sange i sættet, der bare hvislede forbi hukommelsen og for få, der kunne løfte humøret under de to sæt. Det klimaks, der skulle have været i den totalt unplugged og selvstående "Uden Forsvar" udeblev. Det var dog svært ikke at lade mundvigene brede sig fra øre til øre, mens fællessangen spredte sig fra scene til bar og ud på de fugtige brosten. Havde der bare været mere af den tro på, at det kan stå selv i øvelokalet, da havde Marie Key og Maskinen præsenteret et sammenhængende sæt uden hovsa-løsninger eller charmerende udenomsnak, da havde Marie Key spillet en akustisk koncert, der var mindeværdig og meget mere end fin.    


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA