x
Jamie Lawson: Ideal Bar, København

Jamie Lawson, Ideal Bar, København

Jamie Lawson: Ideal Bar, København

Anmeldt af Christian Voldborg Andersen | GAFFA

Den engelske singer-songwriter Jamie Lawson spillede lørdag aften en akustisk solokoncert på Ideal Bar i København. Lawsons selvbetitlede album, der udgives af Ed Sheerans pladeselskab Gingerbread Man, har netop indtaget førstepladsen på den engelske chartliste. Det var derfor spændende at opleve en af øjeblikkets mest populære popmusikere i en så intim og beskeden ramme, hvor musikken kunne opleves helt tæt på.

Lawson lagde ud med nummeret "All Is Beauty", som satte tonen for resten af aftenens musikalske stil og stemning: Melodiske og smerteligt iørefaldende akustiske popsange, som kaster lys over forskellige facetter af kærlighed. Den ømme spillestil og følsomme sangskrivning gav stærke associationer til den irske singer-songwriter Damien Rice. Lawsons optræden var båret af en ubesværet lethed, som stod i forfriskende kontrast til sangskrivningens tunge følelser.

Efterfølgende fik vi nummeret "Cold In Ohio", hvor Lawson beskrev kontrasten mellem sin elskedes varme seng og verdens kolde virkelighed. Lawson malede enkle kærlighedsbilleder med sine ord. Stilen virkede oprigtig og uprætentiøs. Selvom Lawsons tekster ikke var lyrisk revolutionerende, fungerede de fint, når blev fremført med hans følsomme og blide stemme. Koncertens efterfølgende højdepunkter bestod af numrene "The Touch Of Your Hand", "North Shore" og hitsinglen "Wasn't Expecting That", som rundede koncerten af. Afslutningsvis spillede Lawson to ekstranumre i form af et cover af Michael Jacksons "The Way You Make Me Feel" og "Ahead Of Myself". Det begejstrede publikum sang ivrigt med i kor. Da den korte koncert var forbi, var det tid til at skrive autografer til de mange unge kvindelige fans.

Det hele var rendyrket kærlighedspop, og der var ikke meget vildskab og kant over musikken, men Lawson stortrivedes inden for sin underafdeling af troubadurgenren. I mange år spillede Lawson musik på gader og små spillesteder, og nu høster han frugterne af sit hårde arbejde. Man kunne godt ønske sig et veloplagt liveband og lidt mere musikalsk alsidighed næste gang, men Lawson positionerer sig som en af de mest lovende artister inden for den klynkende form for singer-songwriter-pop.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA