Liserstille: Midnight Wave, Radar

Liserstille, Midnight Wave, Radar

Liserstille: Midnight Wave, Radar

Anmeldt af Kristoffer Veirum | GAFFA

Mens naturen forsøgte at blæse til de ulmende urkræfter i form af stormen Freja, lagde Radar rammer til en kulturel storbrand. I et unikt samarbejde med spillestedet havde LISERSTILLE fået lov til at transformere Radars indre til at passe overens med deres egen vision om at bryde den hedonistiske berlinske klubkultur ud i lys lue i det danske.

Og hvilken dystopisk sci-fi-fantasi var det da ikke også, som man blev budt velkommen i, når man trådte ind fra de regnvåde Godsbanerne til et dystert blåligt mørke, hvor den importerede, klubvante DJ Psycho Jones spillede op til undergrundsfest. Iklædt et fængselsdragt-stribet jakkesæt stod han bag en pult med lysende infotavle og raslede til tider med tamburin i overensstemmelse med garagerock og euro-poppens liderlige toner. 

Hele Radar var taget under behandling: Fra højtalere på toiletterne lød et ominøst soundtrack, der kunne forvandle selv det mest uskyldige strint til et eksistentielt plask i pissoiret, mens backstage var åbent for publikum med velvalgt stemningsdannende art-installationer og stroboskoplys.

Midnight Wave. Som en natlig begivenhed i Blade Runners industrielt hærgede Los Angeles, en fremtidsklub taget ud af William Gibsons cyber-fiction, ligeså forkromet som Yûsaku Matsudas steampunk-solbriller i Ridley Scott's Black Rain. Som var Aarhus selv ophørt med at eksistere uden for murene. 

 

En kraftpræstation

De fysiske rammer var således på plads med kærlig omtanke, og når man tager i betragtning, at dette var LISERSTILLEs sidste danske koncert i år, kan det ikke overraske, at Martin Byrialsen, Tue Schmidt Rasmussen, Asbjørn Helboe og Jon Gotlev gav alt, hvad de havde i sig – og så en lille, ubeskrivelig del mere.

De spillede et vægtigt sæt på to timer, hvor de kom omkring i hele bagkataloget. Det var således ikke kun de fremragende sange fra dette års album, "Empirical Ghost", vi fik vakt til live, men også ep'en "Flight of Belljár" blev spillet kronologisk i sin fulde længde, mens der var en enkelt afstikker til "Apathobvious" og favoritter fra "Nous".

Tidligere på året har LISERSTILLE været på en omfattende turné syd for grænsen, og den ophobede sceneerfaring tog de med sig op på den 360 graders scene, som gav publikum mulighed for at komme hele vejen omkring og iagttage de svedende musikere fra alle vinkler. Hvis altså de kunne presse sig forbi, der var nemlig tætpakket på Radar med dedikerede fans fra ikke kun hele Danmark, men også udlandet. 

LISERSTILLEs musik kan være svær at sætte ord på. Sådan er det ofte med musik, der rører os. Følelsernes sprog lader sig ikke nemt oversætte fra psykens sorte boks til hverdagens travle talesprog uden at blive reduceret til Gajol-pakke-sandheder. Hermed et beskedent forsøg:

Vi bevæger os fra det ophøjede, nærmest messianske, over i progrocken, mens øm art-pop pludseligt kan blive afløst af syrejazz. Det hele fremført med et så musikteknisk overskud, et telepatisk samspil på scenen, at forbindelsen over kantens illusoriske gærde aldrig brydes.

Grænserne mellem det nøje tilrettelagte og den spontane improvisation synes ophævet. Det er musik, der live fungerer som et kontemplativt rum, du træder ind, eller måske verdensrummet du som astronaut svæver vægtløst i. Det er musik, som du ganske enkelt lader dig opsluge af.

Oplevelsen blev eleveret af et nøje planlagt og imponerende lysshow, som i den grad medvirkede til at fange musikkens til tider hypnotiske kraft, voldsomme eksplosioner, og andre steder højnede den følsomt blottede atmosfære. Samtidig fangede det fine lydbillede både store og små detaljer.

Hele koncerten var en så mættet oplevelse, at jeg bagefter følte mig helt paf – og det er jeg sikker på, at vi var flere der gjorde. Jeg kunne skrive, at efter en hymne-intro indtog bandet scenen og begyndte med "Gold Future", som straks vakte genkendelsens sus blandt publikum. Men her viser ord sig fra deres fattige side.

Synapserne gemmer løsrevne stemningsbilleder, stills:

Tue Schmidt Rasmussen pisker rundt på scenen som besat, han skærer maniske ansigtsgrimasser, falder på knæ, farer op, hæver sin guitar som en offergave over hovedet. Det er hans joviale natur, der er bindeleddet mellem scene og publikum, som når han glædeligt råber ud over deres hoveder.

Asbjørn Helboe skifter roligt mellem el-bas, kontrabas, orgel, keyboards og EWI (Electric Wind Instrument). Hans fingre må have en særegen muskelhukommelse. Her fortaber han sig helt i sprælske hyl fra noiasaxofon, mens han triller rundt på scenegulvet under slutsalverne af "Capsules". Og her, senere igen, taber han sine briller, mens han headbanger.

Hvordan, tænker man, kan en så lille mand som Jon Gotlev straffe sine trommer til sådan en grad? Hvilken kraft! Som man står bag ham og ser ham forsvinde ind i rytmerne, mens hans arme og hænder opløses i bevægelse og sveden driver ned over hans snakebites skinnende metal, forundres man over den koncentrerede energi, de små vibrerende molekyler, der alle er fixeret på et mål; trommeskind og bækner. Sejrrigt stiller han sig over flere omgange op på sit trommesæt.

Martin Byrialsen, den androgyne engel, der sidder badet i grønt lys på en stol, som une chanteuse efter lukketid, røgen stiger op om hans fødder, mens hans stemme brister i "across the world." Hvordan han selv bliver grøn med lysende gult hår, da UV-lamperne tændes. Hans højtragende figur virker så skrøbelig, når han løsriver sig fra tangenterne og tager mikrofonen med på rundfart, så han kan synge til hver enkel publikummer omkring ham. Hans stemme når alle.

Som publikum er vi som samlet til en messe, andre gange overværer vi en boksekamp, nogle steder sidder vi i en film-noir pendant til Lou Reeds Berlin, og til tider er vi fanget i galaksen med en futurisk David Bowie som Vergil. Vi hengiver os koncentreret til musikken. Bastante brud og kuldegysninger. Da vi nærmer os afslutningen, får en potent "Lys Over Tid" tårerne til at trille frit ned over kinderne blandt nogle, før "Wall Mark" lukker med slagkraftig manér og jubelråb. DJ Psycho Jones smækker straks disko-dasko-musik på, og bandet danser fri fra deres instrumenter rundt, mens konfettikanoner skyder ud over vores betagede hoveder.

 

Uforglemmeligt

Midnight Wave var den fulde koncertoplevelse, hvor det fysiske rum blev transformeret i musikkens ånd. LISERSTILLE ikke så meget spillede musikken, som de var den. Det kan sammenlignes med totalteaterets sansebombardement. Vi blev inviteret ind i et alternativt univers, hvor én vision fik lov at fylde alt. Og fordi alle spillede med, og det var gennemført ned til mindste detalje, fik drømmen lov at bestå for de indviede. En symbiose mellem kunst og underholdning. Det var smukt.

Der må for mit vedkommende gerne komme flere af denne slags tiltag, og Radar bør have et bifald med på vejen for at lege med og gøre denne slags oplevelser mulige. Der findes koncerter – og der findes koncerter, vi ikke glemmer. Det her var én af dem. Tak for musikken.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA