x
Allan Olsen: Atlas, Aarhus

Allan Olsen, Atlas, Aarhus

Allan Olsen: Atlas, Aarhus

Anmeldt af Morten Ebert Larsen | GAFFA

Der er artister, som kun turnerer i kølvandet på et just udkommet album, og så er der artister, der ikke tager dette som en stopklods og spiller altid. Allan Olsen er en af sidstnævnte – og heldigvis for det. At han altid spiller, er måske også en mild overdrivelse, og en sådan fremmer jo som bekendt forståelsen – og Olsen har spillet rigtig, rigtig mange koncerter siden udgivelsen af det seneste opus i rækken, fremragende "Jøwt" fra 2013. Helt alene på scenen omringet af akustiske guitarer og med masser på hjerte.

Sådan er scenariet også i aften i Aarhus, hvor publikum tager del i noget så sjældent som en Allan Olsen-koncert kun med ståpladser. Atlas har været udsolgt længe, hvor i omegnen af 300 publikummer har løst entré til det, som ender med at blive en stor koncertoplevelse. Det er hovedpersonens hjemby, og han slog sig første gang ned i Aarhus i 1979. Siden vendte han så tilbage til Jyllands hovedstad, så det er en slags hjemmebane, sangskriveren har i aften.

Rundt i rækkerne

Allan Olsen udgav sit første studiealbum for 26 år siden, så er det er en mand, som ved, hvad han har med at gøre, der byder på en rejse rundt i et decideret respektindgydende repertoire. Første sæt er godt, uden virkelig magiske stunder. Dem hiver Olsen så frem i anden omgang, hvor det ene sublime indslag afløser det andet.

Noget beundringsværdigt er spillemandens spilleglæde – han har virkelig lyst til det, han gør. Olsen er ikke lige som størstedelen af de danske kunstnere på hans alder (eller ældre), som spiller to sæt af 45 minutter, og så er det ellers slut. Sådan er det ikke her. Godt nok varer første runde det meldte minuttal, men efter pausen tager Olsen fat og leverer et sæt i omegnen af halvanden time. Der er endda nye halvfærdige sange med i aften, som prøves af overfor publikum, der er herligt levende og lyttende. Vi kan lide, hvad vi får serveret.

Første sæt er ikke til fællessang. Det er koncentreret med nogle fine historier og højdepunkter som meget sjældent spillede "Wir Will Ein Danmark" (den med riffet, som Olsen siger) og afsluttende "En Stille Glød i Mørket" med en smuk salut til bedstefaderen. I øvrigt får familien masser af ord med på vejen i aften, hvor der også trakteres med en smule højtlæsning fra den netop udkomne selvbiografi.

Vi kommer godt og grundigt rundt i rækkerne i aften. Netop fordi manden på scenen tør. Han er ikke bange for at fejle, og når han så endelig gør det i "Næsen", hvor publikum må hjælpe med teksten, er det blot med til at øge stemningen. Frederikshavneren fremstår skarp i historiefortællingerne, men sandelig også i guitarspillet, hvor gribebrættet bliver udforsket konstant. Olsen forsøger sig med den vidunderlige "Frossen Fuldmåne", og publikum stemmer i med fællessang i "Taberens Søn" og den afsluttende – femte ekstranummer – "Gajo Verden Gajo Værd".

Som han selv sang i aftenens åbningsnummer "Jeg Har Alderen Med Mig": "Musikken spiller videre/spil videre boys/ når jeg tar' af sted".

Og det vil den givetvis - men der er kun én Allan Olsen.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA