x
Blaue Blume: Kulturmaskinen, Odense

Blaue Blume, Kulturmaskinen, Odense

Blaue Blume: Kulturmaskinen, Odense

Anmeldt af Jens Dræby | GAFFA

Koncerten er en oplevelse af tryghed, fælleskab og medmenneskelighed, og de allerbedste af slagsen kan underholde og betage i en sådan grad, at man glemmer dagligdagens bekymringer. Blaue Blume kunne betage og underholde os denne landskampslørdag aften, ikke mindst takket være Jonas Smith som forsangeren med den uovertrufne og ærefrygtindgydende stemme.

"Candy" blev slået an på scenen, nøjagtigt som den gør, når man nok en gang lytter til det sekstjernede album Syzygy. Det var en sikker måde at varme stemmen op på, alt imens bandet fandt hinanden i pletfrit sammenspil. Det blev dog først for alvor seværdigt med "Lost Sons of Boys" fra debut-ep'en Beau & Lorette. Sangstemmen ramte ubesværet og med en prædikende gestik var det som at opleve en Kate Bush som heksedoktor, der kalder til fredagsbøn. Mange kunstneres stemmer er blevet sammenlignet med instrumenter. Jonas Smiths vokal er en hel strygerkvartet.

Her var en nærværende mand, der havde overskud til at kaste håndtegn og dramatiske armbevægelser på samme tid, som han kastede sine sange rundt i tempo og tonelag. En sang som "Buoyant Forces", der egentlig er ret ufarlig, blev et massivt højdepunkt for koncerten på Kulturmaskinens lave scene. Lyset blev sænket, virkemidlerne reduceret, vokalen forstærket og publikum opløftet, da Blaue Blume viste sig fra deres bedste side.

Hellblau

Før bandet virkelig kunne prog-rocke den af, skulle vi lige trækkes igennem den forglemmelige spilning af "Gently Lovely Baby", der sammen med de to afsluttende sange lå en my under standard for de stærke pop-melodier i resten af sættet. Blaue Blume vinder så ufatteligt meget med en less-is-more prog-rock-lyd kombineret med en more-is-more avantgarde-sangstemme og en øreklæbende tilgang til sangskrivningen. Med en sådan formular gav det ekstra meget, at virkemidlerne blev sluppet løs under "Lemon Tree", så man virkelig kunne nikke nakken til noget pik-prog.

Det kan være noget så befriende, at et band som Blaue Blume er glade og tilstede og ikke tager sig selv for alvorligt. Og det gjorde de heller ikke, da Jonas Smith for eksempel fortalte om "On New Year's Eve", der åbenbart blev skrevet på lige dele sørgmodighed og fuldskab. Det giver en lidt mere lyseblå vinkel på "the sound of apocalypse".

Sådan som koncerten begyndte med "Candy" for at varme op, føltes det næsten som om hele sættet havde ledt hen mod "Sky", der med undtagelse af det fraværende "In Disco Lights" er deres helt store pop-melodi. Alting faldt på de rigtige steder og man kunne mærke energien. Desværre var dette live-nummer ligesom koncerten en anelse for kort til at man rigtig kunne lade oplevelsen gro i krop og sind. Bandet lader til at have overskud nok til at lege lidt med live-formatet. Hvorfor så ikke udfordre sig selv med en fordrejende fortolkning eller to og nogle mere markante live-variationer på de velkendte sange?

Opvarmning: Sebastian Plano ****

Før den argentinske electronica-komponist kunne gå på scenen, stod en halvdel af bandet og delte en lille anekdote om mødet med Plano og hans musik og den store glæde ved at invitere ham med på turnéen. Med en lille pult og en modificeret cello gav Sebastian Plano en utrolig stemningsfyldt og meget passende opvarmning til Blaue Blume. Elegante strøg blev loopet og forvrænget i et væk, og opvarmningen bestod stort set af to forskellige progressioner af cellostrøg, samples, støj, glitches og trommemaskiner.

Desværre også snak og mumlen i krogene, noget der muligvis kom af, at Sebastian Plano var mere stemningsskabende end opvarmende, og de enkelte gange han satte sig ned på den lave scene, blev han usynlig for en stor del af publikummerne. Plano havde været perfekt til Phono-festivalen, men denne blanding af Hans Zimmer og Nicolas Jaar var ikke nok til at tysse et publikum tændt på Blaue Blume.

Se flere turnédatoer med Blaue Blume og køb billetter via GAFFA Live


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA