x
Guy Garvey: Courting the Squall

Guy Garvey
Courting the Squall

Guy Garvey: Courting the Squall

GAFFA

Album / Universal
Udgivelse D. 16.11.2015
Anmeldt af
Kristian Bach Petersen

Det er den klassiske historie. Et band så sammentømret, at når der skal skejes lidt ud, er man tvunget til at gå solo for en stund.

Fans af Elbow vil dog ikke føle sig på fremmed grund på frontmand Guy Garveys første udspil i eget navn. Stemmen er den samme, og selv om der er lidt mere legesyge og skæve toner, er der en fin rød tråd til bandet. Den akustiske guitar og drævende basgang på Unwind kunne snildt være hentet hos Elbow.

Mere særpræget er den funky og synth-ladede åbner Angela's Eyes og den messingblæste Belly of the Whale.

Electricity lyder som en sørgmodigt jazzet sjæler afspillet på en 80 år gammel grammofon, og generelt er der legen med det jazzede på albummet. Harder Edges er dog podet med den mere løsslupne jazz, hvor blæsere og trommer får lov til at spille uden for rytme, og man kan godt fornemme, at albummet er skabt sammen med I Am Kloot-medlemmet Pete Jobson.

Courting the Squall er et charmerende og interessant lille mellemspil, hvor Guy Garvey får lov til at bryde en smule med vaner og forventninger.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA