x
Madonna : Jyske Bank Boxen, Herning

Madonna , Jyske Bank Boxen, Herning

Madonna : Jyske Bank Boxen, Herning

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Den første plade, jeg nogensinde købte, var Madonnas "True Blue". Det var den 21. marts 1987 – jeg husker datoen, da det er en god vens fødselsdag – jeg var knap 13 år og absolut ikke tør bag ørerne, og jeg har albummet endnu. På vinyl, det var jo datidens førende medie. Dengang var jeg fan af Madonna og havde plakater af hende på væggen i mit barneværelse i Grenaa.

Siden blev jeg voksen og følsom og fik en mere sofistikeret smag, og i takt med dette gled Madonna længere og længere ud på sidelinjen. Jeg har dog altid holdt øje med hende på afstand, som med en gammel kæreste, og har derfor fortsat købt hendes plader. Jeg har også set to ud af de tre koncerter, hun hidtil har givet i Danmark, og én i Paris.

Hvorfor al denne snak om mig? Fordi jeg nok er en typisk repræsentant for Madonnas publikum. Folk, der har dyrket hende i hendes både kunstneriske og kommercielle storhedstid i 80'erne og 90'erne og nu mest hænger på for gammel venskabs skyld. Samtidig med at Madonna stædigt prøver at forny sig ved løbende at skifte musikalske samarbejdspartnere, som kan bringe hende i sync med tidens toneklang. Som hun i øvrigt dygtigt har gjort gennem hele karrieren.

Det virker bare, som om hun på et tidspunkt er blevet overhalet af udviklingen: Hvor hun på hovedværket "Ray of Light" fra 1998 arbejdede sammen med den på det tidspunkt relativt upåagtede, men fremragende sangskriver og producer William Orbit, er medspillerne på det seneste album "Rebel Heart" navne som Avicii, Diplo og Kanye West, der i forvejen er her og der og alle vegne – og lyden er tilsvarende velkendt.

Oven i det har Madonna i de senere år skruet en tand op for dance-elementerne i sin musik. Jo ældre hun bliver – dådsattesten siger 57 år – jo mere vil hun være ung med de unge, men det er de unge som regel bedst til, uanset køn. Yngre konkurrenter som Beyoncé, den åbenlyse epigon Lady Gaga, Katy Perry, Rihanna og Taylor Swift bejler alvorligt til tronen som international popdronning, med Nicki Minaj som dark horse.

Hvis Madonna ikke allerede har tabt til den yngre generation? Hun har i hvert fald sværere ved at sælge billetter end tidligere. Da hun første gang spillede i Danmark, på en pløjemark i Horsens, blev de 80.000 billetter til 800 kroner solgt på få timer. Hverken i 2009 eller 2012 kunne hun sælge alle de cirka 40.000 billetter i Parken, og heller ikke Jyske Bank Boxen med plads til 15.000 er helt fyldt denne aften – måske 90 procent. Gennemsnitalderen er efter mit bedste skøn omkring de 45. Uanset fremmødet ved vi dog, at vi kan forvente et spektakulært show, for det har Madonna altid været garant for live.

Nå, nok om forhistorien, nu er vi her i Herning, og hvad sker der? DJ Mary Mac fra New York varmer op med andres househits mikset sømløst sammen. Her kan man vist tale om, at publikum bliver varmet diskret op, uden at der er nogen risiko for, at supporten stjæler showet fra hovednavnet.

Stor dansetrup, lille band

Og så: Lyset dæmpes og 15 dansere i krigerlignende outfit med sværd og hjelme indtager scenen bærende på enorme, spinkle kors, som de holder foran sig som våben, mens Mike Tyson indtager storskærmen og lovpriser sig selv – "Iconic" er i gang. Så bliver Madonna hejst ned fra loftet i et bur, buret åbner sig, og Madonna danser ud på scenen iført anderumpefrisure, en sort kjole med et rødt sjal over sig. Bandet består blot af en keyboardspiller, en guitarist og to korsangerinder i scenens venstre side og en keyboardspiller og en trommeslager i den anden side.

Musikken lyder live, ikke mindst de tunge trommer, men vokalen? Madonna er kendt for sjældent at tabe pusten live trods sine ofte vilde dansetrin, hvilket har givet anledning til en del spekulationer om, hvorvidt hun i hvert fald i visse sange mimer til backtrack-vokaler. Sågar Elton John har været ude at kritisere hende for den forseelse og sige, at hun burde "skydes", men han har dog senere undskyldt.

Lyden er fin i Boxen. Om vokalen er live eller ej, er svær at sige – den er i hvert fald tilsat en del rumklang og lyder så godt, som den nu kan med Madonnas trods alt begrænsede register. Den hårdtpumpede elektronummer "Bitch I'm Madonna" fra "Rebel Heart" fortsætter med danserne i asiatiske klædedragter, og i slutningen af nummeret forsvinder de ned i gulvet. "Burning Up" fra debutalbummet bliver leveret i en rocket udgave med flammer på bagsceneskærmen og Madonna på el-guitar langt ude på catwalken ud i salen. Og sådan fortsætter det med hurtige kostumeskift, vilde koreografier og stilfulde billeder på storskærmen.

Efter dette års "Body Shop", hvor scenen ligner et autoværksted med et halvt karosseri og masser af dæk på scenen, taler Madonna for første gang til publikum. Hun har dog lidt svært ved for alvor at få gang i dem. "Taler I engelsk?" spørger hun lettere hånligt, men tilføjer dog drilsk, at "Jeg har verdens bedste job, og jeg får endda penge for det". Tydeligvis har de mange nye sange i begyndelsen af sættet lidt svært ved for alvor at få pulsen op i salen. Så fænger en akustisk udgave af "True Blue" med Madonna på ukulele og formodentlig live vokal meget hurtigere og er et foreløbigt højdepunkt.

I den nye ballade "Heartbreak City" klatrer Madonna op ad en trappe, der bliver hejst ned midt i salen, og hun danser tæt med en af de veltrænede mandlige dansere. Han giver hende et knus, og hendes vokal forsvinder et kort øjeblik. Så er det da også live. En ret hårdtpumpet version af klassikeren "Like a Virgin" får for alvor hænderne i vejret, og her lyder Madonna også en anelse stakåndet – på den fede, live måde. Hendes dans er dog generelt ikke så heftig som på tidligere turnéer – selv en Madonna bliver ældre. 

"La Isla Bonita" er endnu en stor stund med akustisk guitar, harmonika og dansere i flamenco-outfit. Det samme er den nye ballade "Ghosttown", hvor Madonna forinden har holdt en kort tale om terrorangrebet i Paris og understreget, at hun altså også bekymrer sig om tragedier andetsteds i verden – Syrien, Libanon, Irak, Palæstina, Israel, Afrika – og at det både er "kunstneres og publikums opgave at flytte os fra mørket til lyset ved at sprede kærlighed." Så kommer folks lysende mobiltelefoner frem, og det er faktisk ganske rørende. 

Dødsforagtende dans – og smæk

Knap så spændende er det, at tre af aftenens numre bliver afviklet som rendyrkede musikvideoer, hvor hverken Madonna eller band er på scenen. Det er kun danserne, der til gengæld arbejder hårdt og imponerende for scenen. Ikke mindst under "Illuminati", hvor syv af dem dingler faretruende på stærkt bøjelige kors højt over publikum. Det er tæt på Cirque du Soleil-niveau.

Mod slutningen af sættet får firserklassikeren "Material Girl" med danserne i smoking atter folk på tæerne, og jubelen er stor, da Madonna flirter med og kaster en buket til en koncertgæst ved navn Kenneth, som hun proklamerer at ville giftes med – selvom en anden publikummer ved navn Bruno også kurtiseres. Så får de begge Edith Piaf-klassikeren "La Vie en Rose" med Madonna alene på scenen med ukulele – også live og med en lille fejl undervejs, men yderst charmerende.

Reggaesangen "Unapologetic Bitch" fra 2015 slutter det ordinære sæt, hvor en udvalgt fan ved navn Zenia bliver trukket med op på scenen, får blide smæk og viser sig at have en tatovering af et tekstcitat fra sangen "Iconic". Til stor glæde for Madonna, der giver hende en banan, som Zenia tager en bid af med slet skjulte seksuelle referencer, inden hun og en anden danser forsvinder ned under scenen. Ganske underholdende – jeg håber, hun selv kan finde ud.

Ekstranummeret "Holiday", Madonnas gennembrudshit får alle til at rejse sig, mens hun selv danser rundt iført høj hat og det danske flag. To timer er gået, og vi har fået solid underholdning for pengene. Ikke mindst på den visuelle front, hvor dansere og kostumer var i særklasse. Musikalsk var det især hittene fra 80'erne, der fik den for tiden så vigtige fællesskabsfølelse frem, mens de mange nye sange fra dette års album med "Ghosttown" som en undtagelse ikke ramte nær så dybt i solar plexus.

Ærgerligt nok fik vi ingen sange fra hverken "Like a Prayer" eller "Ray of Light", der ellers sammen med "Like a Virgin" er Madonnas tre stærkeste album og kunne have løftet et ellers velorkestreret show endnu højere op. Madonna er næppe længere poppens dronning, men kan dog med sindsro kalde sig dronningemoder, for uden hende var der ingen Lady Gaga og næppe heller Katy Perry, Taylor Swift eller Nicki Minaj. Og jeg skal snart høre min "True Blue"-vinylplade igen.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA