x
Dungen: Atlas, Aarhus

Dungen, Atlas, Aarhus

Dungen: Atlas, Aarhus

Anmeldt af Kristian Pedersen | GAFFA

"Det tar tid" hedder et af numrene fra Dungens plade "4". Vi fik det serveret cirka en tredjedel inde i torsdag aftens intime koncert på Atlas. På mange måder et typisk Dungen-nummer med fin flerstemmig vokal anført af den omflagrende frontmand Gustav Ejstes og med en lyd, der, som nummeret skrider frem, vokser sig volumiøst med trommer i centrum, skærende guitar og bas. De fine drømmende passager balancerer fint i et vellydende og langt hen ad vejen improviseret kaos.

Men tid tog det Dungen at nå til toppene denne aften, hvor kun et halvt hundrede gæster var hoppet indenfor. Over en to timer lang koncert fik vi stort set samtlige numre fra den glimrende efterårsudgivelse "Alles Sak". En plade, der efter sigende er indspillet med færdigskrevne sange, hvilket er sjældent i Dungen-universet. Det gør mange af pladens skæringer til korte, intense numre, men det var i høj grad pakket væk på scenen. For et kendetegn for de fire svenskere er den legesyge løssluppenhed, der også dominerede aftenen igennem. 

Det blev bare ofte for indadvendt, indelukket og ærgerligt fragmenteret, så de bedste stunder sjældent blev fastholdt. Indledningsvis kniber det helt overordnet med niveauet mellem instrumenter og Gustavs svenske vokal, der fuldstændig drukner i skærende guitar, mens han selv gemmer sig bag tangenterne. I de lange numre virker medlemmerne hver især tilpas og har et glimrende øre for hinandens spil, men også i så høj grad, at kemien med publikum udebliver. Perlerne falder drypvis, men der mangler puls, retning og sammenhæng i koncertens første halvdel, hvor for meget forsvinder ud i det blå.

Hver især kunne Dungen skrive tykke lærebøger om deres instrumenter, og ikke mindst Johan Holmegaard behersker trommerne på smukkeste vis koncerten igennem. Han tæsker blandt andet igennem på highhatten på den hidsige "Panda", der åbner hitpladen "Ta Det Lungt", hvorfra også "Festival" er et berusende miks i tempovariationer og overlegen jam. I den stille afdeling kommer vokal og piano til sin ret i den fine "Engang om året", der også er et højdepunkt fra "Alles Sak". Her demonstrerer kvartetten, hvor velspillende og gennemmusikalsk et band de er, når sluserne åbnes op og alt forenes.

Og Dungen er her for at lege i aften og jammer videre i koncertens heftigt accelererende afslutning. Der går stadig for meget tomgang og snak i den, når de skal skifte til nye numre, og det lader ganske enkelt ikke til at interessere dem alverden at komme videre i sætlisten. Tværtimod topper de gennem 10 minutter lange minutter på flagrende "Franks Kaktus", der dufter af tjald og dans, mens guitarerne skærer, bassen knirrer, trommer tripper og Gustav går rundt med fløjte det ene øjeblik og tamburin det næste. Det ser næsten fornærmende ukompliceret ud, og det er lige præcis det her humør, Dungen er i, i aften.

Vi var ikke flere, end vi alle kunne forenes på et mobilfoto efter koncerten, og da det var taget, fik bandet såmænd lyst til igen at fatte instrumenterne og lukke med den triste kærlighedssang "Du e för fin för min". Momentvis beviste Dungen, at de er Skandinaviens bedste psykedeliske popband, og med flere toppe mod koncertens slutning blev skuden akkurat rettet op til, at man dagen derpå føler sig glad for turen.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA