x
Lydmor & Bon Homme: Seven Dreams of Fire

Lydmor & Bon Homme
Seven Dreams of Fire

Lydmor & Bon Homme: Seven Dreams of Fire

GAFFA

Album / Hfn Music
Udgivelse D. 06.11.2015
Anmeldt af
Rune Schlosser

Det er ved at være nogle år tilbage, at Lydmor og Bon Homme startede deres samarbejde, efter at Lydmor, der er synonym for den elektroniske kunstner Jenny Rossander, bidrog med vokalspor på flere af Tomas Høffdings sange. Nu har de så slået pjalterne sammen til en langspiller i fælles navn.

Seven Dreams of Fire er konstant kontrasterende mellem langsom/hurtig, lys/mørk og catchy/svævende. De to grundlæggende ting, der står i centrum er Rossanders stemme, der er indhyllet i en drømmende produktion, mens Høffdings vokal afveksler mellem at være ganske organisk og manipuleret i sit udtryk. Things We Do For Love er en meget umiddelbar elektronisk popsang, der hurtigt brænder sig fast i hukommelsen. En nærmest eftertænksom hviskende Rossander og en fortællende Høffding. Wired er med den mørkt-malede effekt på Høffdings vokal og Lydmors udsmykkende og legende vokal klart Seven Dreams of Fire's musikalske højdepunkt. Nummeret slæber af sted indtil et stykke efter tre-minutters mærket, hvor sangen når et bemærkelsesværdigt klimaks.

Lydmor & Bon Hommes samarbejde er bestemt værd at smide på anlægget. Indimellem kan udtrykket godt balancere på grænsen til det tandløse, men den produktionsmæssige tæft gør alligevel, at den elektroniske pop-nerve er intakt på langt størstedelen af pladen.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA