x
Cory Henry and the Funk Apostles : Koncerthuset, Studie 2, København

Cory Henry and the Funk Apostles , Koncerthuset, Studie 2, København

Cory Henry and the Funk Apostles : Koncerthuset, Studie 2, København

Anmeldt af Per Lange | GAFFA

Hvis du var en 1. års studerende fra musikkonservatoriet i aften, var dette måske dit livs koncert. Hvis du var en "almindelig" koncertgænger i aften, var dette en meget lang aften foran jam-scenen. Keyboardoraklet Cory Henry, som stadig kun er kendt af de få, men kendt af de fleste musikere med respekt for sig selv, var i byen med sit nye band: Cory Henry and The Funk Apostles.

Amerikanske Cory Henry gjorde sig for alvor bemærket for et par år siden med fusionsbandet Snarky Puppy (du kan tjekke "Lingus" med Snarky Puppy – så ved du hvorfor). Og nu står han på egne ben med en plade undervejs og en verdensturné. Koncerthusets Studie 2 var udsolgt i aften, og salen emmede af forventninger. Flere prominente musikere fra det danske musikliv var naturligvis også til stede. 

Sættet startede særdeles eksperimenterende og udfordrende ud. Med Cory Henry som ivrig indpisker blev vi spurgt, om vi var klar på at danse og feste. Og i et kvarter var det vitterligt en koncert, som ikke mindede om meget andet, man har hørt og oplevet. Et stort mix af genrer, masser af energi og naturligvis masser af talent. Det var rodet på den gode måde, søgende, tight, fokuseret og overraskende. Imponerende. Og musikerne gav sig god tid til at spille sig ind på hinanden og stedet.

Cory Henry viste sig også som en fin sanger, men det var i sandhed ikke for at høre ham synge, vi var der. Og ligegyldige fraseringer og James Brown-gimmicks blev hurtigt uinteressante. Og netop hér stod man og savnede en god komposition. En sang. Flere gange ønskede man sig ind på en mindre jazzklub, hvor det gør sig meget bedre med mere jam og mere loose arrangementer. Besætningen på to trommeslagere, bas, guitar og to keyboards var umiddelbart grundlag for et interessant lydbillede. 

Idéen med to trommeslagere var som sådan god, men det blev enerverende i længden, og man kunne kun drømme sig til, at den ene for eksempel spillede percussion i stedet. De såkaldte "gospel chops" stod i kø og faldt nærmest over hinanden, og det kammede naturligvis fuldstændigt over under den fælles trommesolo. Smagløst.

Aftenens store overraskelse skulle vise sig at være Corys "sideman", keyboardspilleren Nick Semrad. Han overstrålede flere gange frontmanden med sin lyd, sine smagfulde indslag og ikke mindst en meget mere idérig tilgang til sine soloer. Især hans solo i fortolkningen af Prince-klassikeren "1999" står ud som aftenens musikalske højdepunkt.

Efter næsten to en halv time kunne publikum ikke mere. Der var stor udvandring, allerede inden det alt for lange, nyskrevne, ekstranummer "Waterfall" gik i gang. Man skulle tro, at folk med så stort musikalsk talent havde bedre fornemmelse for, hvornår nok er nok. Flere publikummer må i hvert fald have kæmpet med krampe i den udstrakte smartphone-arm.

Hvis bandet havde kendt deres begrænsning, havde koncerten været en time kortere, og så var man gået derfra med en god fornemmelse i kroppen. Udfordret og beriget. I stedet forlod man koncertsalen træt, blæst og glad for, at det endelig var slut.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA