x
John Grant : VoxHall, Aarhus

John Grant , VoxHall, Aarhus

John Grant : VoxHall, Aarhus

Anmeldt af Simon Nielsen | GAFFA

For nogle kommer gennembruddet nærmest, inden scenen indtages for første gang. De små spillesteder bliver stort set ikke betrådt i vejen forbi alverdens areaner, der baner vejen mod en større succes. For andre skal der gå næsten to årtier, før succesen finder sin vej ind i musikken og tourlivet. I sidstnævnte eksempel er nok der, hvor amerikanske John Grant findes bedst tilpas, for selvom man har hørt meget til manden fra Michigan i løbet af de seneste år, er den musikalske levevej ikke en nyfunden passion.

Der skulle tages et længere tilløb til tilværelsen som solist, for inden et sådant skrev sig ind på John Grants cv, agerede han i knap ti år frontmand i det amerikanske slowcore-band The Czars. Trods en ordentlig håndfuld udgivelser på det ellers stilsættende britiske pladeselskab Bella Union nåede The Czars ikke helt det højdepunkt, der kendetegner en vaskeægte succes.

Siden omstændighederne udviklede sig sådan, at solokarrieren var den eneste umiddelbare mulighed, er opmærksomheden på John Grant imidlertid steget, hvilket kulminerede med debutalbummet Queen of Denmark i 2010. En sådan titel burde insinuere et særligt forhold til netop Danmark, hvilket ud over de hyppige besøg også kunne mærkes denne lørdag aften på VoxHall i Aarhus. Midt i julefrokostsæsonen var publikum ikke alene i sit festlige hjørne, det samme var John Grant, trods sin ellers velkendte melankolske og fandenivoldske udstråling.

Skyggen i al sin mægtighed

Melankolien, der ellers sandsynligvis havde været forventet hos mange blandt publikum, blev allerede fra opvarmningsbandet, islandske Fufanu tværet en smule ud, hvor fusionen mellem 80'ernes postpunk og 90'ernes Madchester og Britpop fandt sig til rette på den aarhusianske spillested. Associationerne til netop disse fænomener var også oplagte, med forsanger Kaktus Einarssons Adidas-jumper og en tilbagelænet intensitet, som blandt andet kendetegnede Liam Gallagher, dengang han faktisk gad at stå på en scene.

Fufanus lyd sad lige i skabet, trods enkelte svipsere undervejs i den korte opvarmningsseance, men det var en smule svært at se sammenhængen mellem dem og John Grant, hvis tilfældet netop var, at forventningen var en aften i det melankolske hjørne. Men eftersom John Grant er bosat på Island, og fordi Fufanu ifølge Grant nok er fucking fede, var en tydeligere musikalsk sammenhæng måske slet ikke nødvendig.

Forventninger og forudindtagede sammenhænge og genredefinitioner var generelt nogle begreber, som var helt uden berettigelse denne aften, hvilket blev bekræftet kort efter, at John Grant med band indtog scenen. I sin prægtige fremtoning stod Grant solidt og fasttømret midt på scenen, som en skygge i al sin mægtighed, mens han vrængede sin dybe baryton ud på nummeret "Geraldine" fra seneste albumudgivelse Grey Tickles, Black Pressure, alt imens det bagvedstående orkester fremstod næsten anonymt, badet i scenens lys.

Ved siden af John Grant med sin exceptionelle vokal formåede det medbragte femmandsorkester at leve op til en rolle, der viste tydelig professionalisme og knivskarpt samspil, uden at tage for meget fokus fra aftenens hovedperson. Orkestret fremstod til tider nærmest usynlige i deres placering langt tilbage på scenen, men når de legende kompositioner, der kendetegner John Grant bagkatalog kulminerede, fik orkestrets forskellige musikere – i særdeleshed guitarist Petur Hallgrimsson – samtidig mulighed for en individuel fremtoning, hvilket så sit højdepunkt på nummeret "Queen Of Denmark". I øvrigt et nummer, der ifølge John Grant ikke alene består af enkelte lyriske referencer, men har en decideret sammenhæng med den nation, som Grant denne weekend besøger.

Midtvejskrisens anekdoter

Forklaringen på orkestrets rolle og dets udvikling igennem koncerten, lægger sig i høj grad op ad den karakter, som John Grant valgte at påtage sig undervejs. Da John Grant startede ud med at stå fasttømret på scenens midte, fungerede dette som et stilsikkert supplement til den dybe, melankolske vokal, hvilket samtidig stålsatte Grants mægtige fremtoning. Den charmerende, legesyge attitude kom dog hurtigt til sin ret med charmerende anekdoter om det danske folk, midtvejskriser og John Grants stigende vekslen mellem sjælfulde klaverstykker, tunge og dansable synths og den karakteristiske vokalistrolle på scenens midtpunkt.

Ikke alene var John Grant i et særdeles veloplagt hjørne, hvilket tydeligt smittede af på det julefrokostbefængte publikum, der så sin chance for at danse snapsene af sig, når rytmen steg en smule. Samtidig gjorde John Grant og det medbragte orkester op med enhver genredefinition, som manden igennem tiden har modtaget, da der blev varieret mellem alt fra indie-folk til grumme og industrielle synths og storslået rock.

Imellem elektroniske intermezzos og de symfoniske rockballader genfandt John Grant sin plads bag klaveret i sit sjælfulde, til tider weird og lyriske univers, hvilket fungerede som et fokuspunkt i koncertens udvikling. Det var derfor ikke underligt, at John Grant valgte at slutte aftenens sæt af med nummeret "Caramel", hvor han alene på scenen afslutningsvis sang sig ind i et stille, fokuseret og betaget publikum.

John Grant giver en udsolgt koncert i Store Vega i København 29. november


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA