x
EL VY : Pumpehuset, København

EL VY , Pumpehuset, København

EL VY : Pumpehuset, København

Anmeldt af Peter Lykke Madsen | GAFFA

Det lød umiddelbart interessant, at Matt Berninger, kendt som sanger i The National, ville slå folderne sammen med Brent Knopf, tidligere medlem af Menomena og nu Ramona Falls, i sideprojektet EL VY. Men det var nok også mere interessant i teorien, end debutalbummet, Return to The Moon, har kunnet leve op til. Ikke desto mindre har aftenens koncert i Pumpehuset været udsolgt længe – også før pladen så dagens lys. Det er nok ikke helt forkert at konkludere, at Berningers rolle hos The National spiller ind her.

Men EL VY er ikke The National, selvom man i starten af koncerten bliver nervøs for, om det er det, de prøver på at være. I livekonstellation har Berninger og Knopf nemlig udvidet med to mand, og de lægger ud med at lyde som et godt gammelt voksenrockband. Berninger har indtaget en vant position bukket ind over mikrofonstativet, hvorfra han lyder velkendt – og det er jo i sig selv en fin ting. Hans dybe stemme emmer stadig af lige dele desperation og melankoli. Det finurlige musikalske bagtæppe, som Knopf spinder på pladen, er til gengæld pakket godt væk her i koncertens start.

Kunstnerisk er det klart mest interessant, når Knopf fylder mere, og da han gradvist kommer mere på, skulle man synes, at det ville bringe fornyet styrke ind i koncerten. Selvom der skiftevis bliver lagt både dansable rytmer og huggende, støjende guitarer på, er det dog svært for bandet at ramme et egentligt momentum. Måske kunne en anden planlægning af sætlisten have hjulpet, så vi ikke hele tiden skulle springe rundt i så forskellige udtryk.

Berninger forsøger ellers at banke intensitet ind i showet, mest ved at skifte sin dybe sangstemme ud med at råbe en del. Først på et ikke specielt godt cover af Fine Young Cannibals-"klassikeren" She Drives Me Crazy, og siden om sit eget kønsorgan på I'm the Man to Be. Mikrofonen bliver endda sendt ned til pigerne på forreste række, så de kan synge med – i aften melder historien ikke, at de skulle have lyst til at foretage sig andet end det. Berningers råbevokal bør dog ikke forveksles med intensitet i koncerten, hvor bandet aldrig rigtig får fat længere nede end de forreste rækker, hvor det dog skal siges, at fansene har lidt af en fest.  

Til trods for masser af energi og fræsende guitarer – og en masse referencer til legendariske punkbands – ender aftenens koncert med EL VY altså med at stå noget i stampe. Man forsøger helt sikkert at give pladen et spark bagi i livesammenhæng, men måske skulle man have holdt fast i det mere nuancerede udtryk fra pladen – det lykkes på Paul Is Alive, som fremstår som en af aftenens ikke alt for mange højdepunkter.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA