x
NOAH: Sct. Pauls Kirke, Aarhus

NOAH, Sct. Pauls Kirke, Aarhus

NOAH: Sct. Pauls Kirke, Aarhus

Anmeldt af Kristoffer Veirum | GAFFA

(Arkvifoto fra GAFFA-Prisen 2013, red.)

Pop-duoen NOAH kunne i år udvide deres julekoncert-repertoire – fra sidste år udelukkende at give en akustisk koncert i Christians Kirke i København – til i år også at gæste Sct. Pauls Kirke i smilets by. Gruppens popularitet viste sig, da de fluks kunne melde koncerterne udsolgte, hvorfor der blev annonceret en ekstra koncert i begge byer til stor glæde for danske popfans.

Det er gået stærkt i løbet af de seneste år for drengene fra Nykøbing Falster, hvis pop-ballader og glødende radio-baskere "Alt Er Forbi", "Over byen" og "Det' Okay" er blevet belønnet med både guld og to gange platin for downloads og streams. Duoen kunne for nyligt præstere en ny single til samlingen "På vej hjem", der befinder sig i samme melankolske og sensible popunivers, gruppen placerer sig indenfor.

Magiske NOAH tryllebandt publikum

Med en NOAH-melodi spillende i ørerne gående mod Sct. Pauls Kirke, hvor julelysene pryder gaden med varme, liv og julestemning, føler man sig næsten som taget ud af gruppens seneste musikvideo "På vej hjem", hvor vi følger forsangeren, Troels Gustavsen, alene slentrende i natten gennem Londons oplyste gader.

Samme stemning går igen i aftenens rum, hvis man ser bort fra Gustavsens isolerethed i musikvideoen. På mahogni-bænkene i Sct. Pauls Kirke er pladsen trang. Talrige unge og modne par er mødt op for at få del i en musikalsk oplevelse. Rummet er henlagt i mørke, men smukt oplyst af himmelblåt neonlys, der pryder scenens og korets bagvæg. Kirken er et særligt fortryllende rum, der indbyder til en lydlig smuk akustik med genklang, og ligeledes til dét at føle.

I Noahs popnumre er der mange følelser på spil. Sangene kredser om en melankolsk og nostalgisk tabsfornemmelse, om mindet og længslen efter forsvundne tider. Hvad enten det handler om at sige farvel til gammel kærlighed som i "Det' Okay'" eller dét indtrængende at ønske at kunne sætte tiden på pause, for derved at fastholde og fryse øjeblikket som "I dine fodspor", så formår NOAH at fortælle historier, vi forstår, og endnu vigtigere, historier som rører os.

Selvom teksterne er enkle og kan virke ensformige i deres lyriske univers, så indeholder de en gennemgående nerve og bæres af en dygtig sanger. Med sin karakteristiske kraftfulde, let nasale stemme og perfektionistiske og følsomme fraseringer, luller Gustavsen os ind i følsom søvn. Han synger med en sensibilitet og ægthed, hvilket forstærkes af Lasse Dyrholms fingerspil på keyboardet, der i kirkens rum får en magisk genklang. Set-uppet parret med den musikalske oplevelse giver en art affektiv oplevelse, der rammer krop før tanke og lader os mærke musikkens melankoli.

Aftenens overraskelser

Nummeret "Godnat København", der bliver akkompagneret af saxofon, er måske aftenens bedste performance. Den adskiller sig fra de øvrige numre ved at blande en helt stille melodi, båret af lyden af guitarens fingerspil, med jazzede saxofontoner. Endelig bliver publikum introduceret for en personlig sang, der endnu ikke har set offentlighedens lys. 

Mens bandet har forladt scenen, sidder Gustavsen tilbage på scenen med sin guitar. Han åbner for et nøgent og tårevædende nummer om at fastfryse det øjeblik, da han for to år siden stod med sin lille søn i sine arme.

Til slut i programmet har NOAH gemt en overraskelse. Vi har hidtil kun set gruppen begå sig på dansk, men til aften bliver også coveret "Love Yourself" af Justin Bieber performet i en udgave, hvor nummeret bliver indpasset i et NOAH-univers. Den selvironiske duo kan dog med et glimt i øjet forsikre, at de forbliver i den danske genre, da deres engelskkundskaber for alvor blev afprøvet og hængt ud under et MTV-interview.

Aftenen bliver passende sluttet af med "Alt Er Forbi" til en fællessang, hvor publikums spinkle stemmer bliver prøvet af i kor til det i ørefaldende hits refræn. Aftenen ender med stående klapsalver til NOAH, for hvem alt ikke er forbi. Som det går i øjeblikket for duoen har de en lysende fremtid forude på den danske popscene.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA