x
Ulf Lundell: Malmö Live, Malmö

Ulf Lundell, Malmö Live, Malmö

Ulf Lundell: Malmö Live, Malmö

Anmeldt af Carsten Skov | GAFFA

Arkivfoto

Ulf Lundell har truet med det flere gange. Ved udgangen af august udsendte han imidlertid en pressemeddelelse, hvori han kundgjorde, at det efter 40 års musikudgivelser og turnéliv var på tide at lægge op. En sidste turné skulle det dog lige blive til, inden der kunne blive mere tid til at skrive bøger og male. Fredag aften var denne turné nået til det juleudsmykkede Malmö.

Nu kan man på forhånd være en smule skeptisk over for en turné, der er udråbt til at være den sidste. Bliver det bare en træt og rutinepræget servering af gårsdagens hits, eller har kunstneren i virkeligheden passeret den kunstneriske sidste holdbarhedsdato, der burde have givet ham et mere end diskret vink om, at han burde være blevet hjemme?

Det var tanker, der nåede at suse gennem hovedet, da jeg havde fundet min siddeplads i Malmö Live og faldt i snak med sidemanden. Han berettede om Ulf Lundells koncert i Linköping to dage tidligere, som Expressen og Aftonbladet havde kastet sig over med samme ihærdighed som var det en politiker, der var trådt ved siden af. Min sidemand havde set Ulf Lundell 54 (!) gange, så mente han nok at vide, hvad han talte om. 

En koncentreret start 

Nu er sludrechatol ikke ligefrem et ord, man normalt kan hæfte på Ulf Lundell. Det var da også en koncentreret hovedperson, der fandt guitaren under det sarte forspil til "Katt i fönstret". En kat tager opmærksomheden fra forfatteren, der er blevet forelsket i kvinden i den bog, han skriver. En kærlighed eller i hvert fald fascination, som han godt er klar over må bringes til ophør. I det efterfølgende nummer "Danielas hus" er det endnu en gang tanken, følelsen på afstand og det at føle sig draget, der er temaet med en fortsat koncentreret Ulf Lundell. 

Samtidig kunne man mærke, hvordan det tætte og fortrolige sammenspil i bandet bidrog til at folde sætlistens sange om kærlighed, både den håbefulde, svære og afsluttede af slagsen, ud, så de først kildrer og derefter langsomt kryber ind under huden. Tag det lette underlag af klokkespilslignende keyboards. Lad dig rive med af den enkle og kraftfulde bund, som Andreas Dahlbäck leverer på trommer. Og læg ikke mindst mærke til, hvor elegant Ulf Lundells mangeårige musikalske ledsager på guitar, Janne Bark, falder ind i mellemspil og soli. Samlet set et helstøbt band, der denne aften mindede om, at det er svært, hvis ikke umuligt at finde en nerve og energi, der matcher, på denne side af E Street. 

Tag bare de to første linjer i "Senare år": "Förti är din ungdoms ålderdom / Femti är din ålderdoms ungdom." En enkel visdom, der rammer lige ind på undertegnede. En klarhed, der samtidig peger frem mod refleksionen i "Gå upp på klippen" om ikke at behøve kardinaler eller katedraler, når vi på ét eller andet tidspunkt skal møde vores Gud. 

Denne aften stod det gradvist klart, at Ulf Lundell var i et klart bedre lune end i Linköping. Der blev kastet et par mundharmonikaer ud til publikum, og der blev ligefrem skæmtet med publikum, som flere gange blev opfordret til at synge med, hvilket i grunden var ganske unødvendigt. Det skete helt automatisk. Ikke mindst fordi der blev spillet en perlerække af gedigne ørehængere som "En fri mann i stan" eller heftigt svingende rock som "FOXF". 

En lang karrieres vej mod lykken

Det var derfor en lang karrieres op- og nedture – flest opture, heldigvis, som Ulf Lundell selv udlægger det – der lagde bunden for ægtheden, inderligheden og ukueligheden i at slutte det ordinære sæt med "Lycklig man". Men festen var ikke slut. 

Det nu stående publikum havde ikke tænkt at lade sig nøje. Det blev i to omgange til fem ekstranumre. Med "Förlorad värld" blev vi trukket ud af den allersidste mikroskopiske rest af mismod med opfordringen til kvinderne om at tage deres smukkeste kjole på for at møde venner og vende blikket fremad. Det var lige så naturligt, at dette nummer gik direkte videre til "Kär och galen", der blev spillet nerve, intensitet og glimt i øjet, som var den skrevet samme eftermiddag af en aldeles ungdommelig Ulf Lundell – og ikke var titelnummeret på et album fra så langt tilbage som 1982. 

Tempoet blev skruet yderligere en smule op i "Sextisju sextisju", inden sartheden atter indfandt sig med"Isabella" og den forestående højtid blev sunget ind - og en storslået koncert bragt i mål – med "Snart kommer änglarna at landa". En julepopsang, der der dårligt kan sende forbehold og mismod mere effektivt på flugt end med den afsluttende kærlighedserklæring: "Glöm djävulskap och stingslighet / Glöm allt jag gjort av elakhet / jag älskar dej så innerligt / för du och jag har sett en del / och känner till varandras fel." 

På forhånd havde jeg så småt frygtet en vemodig oplevelse. I stedet oplevede jeg en sjældent helstøbt koncert, der mageligt kan stå som et værdigt farvel til turneliv. Tak for sangene, Uffe.        


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA