x
Toto: Scandinavian Congress Center, Aarhus

Toto, Scandinavian Congress Center, Aarhus

Toto: Scandinavian Congress Center, Aarhus

Anmeldt af Niki Treumer Mogensen | GAFFA

Det er svært at sige, hvad der sker med et band efter dets storhedstid. Nogle forbliver på toppen kunstnerisk og kommercielt, tiltrækker til stadighed nye fans og forbliver vitale, mens andre forsvinder hurtigere end Donald Trumps gode tone i en valgkampsdebat. Og så er der de andre.

Dem, der, måske sådan lidt på trods, bliver ved med at være der, som jævnligt udgiver plader og fortsat turnerer til begejstring for især det publikum, der husker dem fra storhedstiden. Det kan man så grine af, for hvorfor stopper de ikke, nu det helt åbenlyst ikke er de nye kreationer, der kommer til at gøre indtryk på anmeldere og publikum. Onde tunger vil sige, at Toto er sådan et band – sådan et band, ens forældre lyttede til – og der kan måske være lidt om det.

Men så er der "Africa". I Aarhus, hvor bandet giver sin eneste danske koncert på denne tour, bliver det netop den skæring, et af gruppens største hits, der hiver stikket hjem og trækker præstationen fra de efterhånden velvoksne amerikanere op over middel.

Tidlige bump på den californiske landevej

"Good old Toto", "Tilbage til 80'erne" og "Toto still rulez". Kommentarerne på koncertens Facebook-begivenhed peger i én retning; vi er sammen på et nostalgi-trip tilbage til tiden omkring 1980, hvor californiske Toto brød igennem og havde en stribe hits, som folk er kommet for at høre denne aften.

Derfor er det også, efter den første begejstring over at se de gamle helte har lagt sig, en lidt rodet og fremmed indledning, vi får på koncerten. To af de tre første sange er fra det nyeste album, "Toto XIV", der har et lille år på bagen, men bandet er nu alligevel friskt fra start. Steve Porcaro fyrer den af med én hånd på keyboardet og fokus på publikum under åbneren "Running Out of Time", mens Steve Lukather med sin guitar allerede her indtager sin position som gruppens frontfigur på scenen.

Men selvom "Burn" kort efter indledes med en flot piano-intro fra David Paich suppleret med en lækker tromme-puls fra et af live-bandets nyere medlemmer, Shannon Forrest, føles koncertens indledning alligevel lidt forhastet, som om sangene bliver jappet af for at få det overstået. Denne følelse fortager sig heldigvis snart.

Råt afbræk gør godt i tomgangen

Efter fjerde skæring henvender Steve Lukather sig omsider til publikum, og herfra bliver tempoet på koncerten sat lidt ned med mere interaktion med publikum og bedre dynamik. Guitaristen, der selv var med til at danne bandet tilbage i 1977, joker netop med gruppens efterhånden fjerne begyndelse – "det var vel tilbage omkring 1927", siger han til et grinende publikum. Derefter spiller bandet aftenens første ballade "I Won't Hold You Back", hvor han selv har overtaget vokaltjansen fra sangeren, Joseph Williams.

Siden forkæles publikum for første gang for alvor, da "Hold the Line", et af bandets største hits, spilles til vild jubel. Her går den ene korsanger Jenny Douglas-Foote i øvrigt flot med, inden den anden, Mabvuto Carpenter, synger for på dansable "Georgy Porky", som blive tilegnet den nyligt afdøde Earth, Wind & Fire-frontmand, Maurice White.

Herefter følger en rodet midte af koncerten, hvor ellers skønne "Pamela" bliver leveret i en mudret udgave, der også synes besværet af ringe lyd, "Great Expectations" trækkes i langdrag af en duel på tangenter mellem David Paich og Steve Porcaro, og den sympatiske, men ligegyldige antikrigs-hymne "Holy War" blot er en parentes. Eneste lyspunkt i denne periode er et længere groovy jam mellem Lukather, Forrest og den legendariske studiemusiker Leland Sklar på bas. Her får vi en kant og råhed, som ellers ligger bandets lyd fjernt, og det er et lækkert, stenet afbræk – om end også det trækkes lidt ud. Men igen er bandet klar til at vinde publikum over.

Afrika i Aarhus

Mellemspillet "Bend", der tilegnes Jeff og Mike Porcaro, Steves nu afdøde brødre, som tidligere var med i bandet, har netop Steve Porcaro på vokal. Efterfølgende får en sprællevende levering af "Orphan", som byder på perkussion-solo fra Lenny Castro, publikum helt op i gear, inden den direkte ovegang til "Rosanna", et anden af bandets største hits, fjerner den sidste rest af mandags-træthed, der ellers har kunne spores rundt omkring – en enkelt publikummer, en moden kvinde, spottes sågar headbange i et svagt øjeblik.

Efter et kort fravær fra scenen vender Toto tilbage for at levere ekstranumre, hvoraf en sammenvævning af "On the Run" og "Goodbye Elenore" udgør det første.

Og så sker det. "Er I klar på en sang mere?" spørger Steve Lukather fra scenen, selvfølgelig er publikum det, og snart høres det keyboard-tema, som vel de færreste af en vis alder ikke kan genkende: introen til "Africa". Her er det David Paich, der synger for i verset, mens Joseph Willliams overtager i omkvædet, og det er lige til at få gåsehud af.

Sjældent har jeg overværet et publikum være bedre til at synge med på omkvædet, og snart overlader Williams det helt til salen. En forlænget outro senere er det hele slut, men sidstnævnte tema høres fløjtet på vejen ud i den sene århusianske aften. Den bød alt i alt på en blandet oplevelse fra legenderne, der ellers utvivlsomt ville det godt, men i sidste ende trak de stikket hjem. Og det skyldtes "Africa".


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA