S!vas: Familie Før Para

S!vas
Familie Før Para

S!vas: Familie Før Para

GAFFA

CD / Sony Music
Udgivelse D. 15.02.2016
Anmeldt af
Peter T. Aagaard

"På din maske skal jeg kende dig", sagde Karen Blixen. Sådan er det med Sivas' stemme. Karrieren igennem er den blevet maskeret med et tykt AutoTune-filter i en grad, så det er blevet hans vartegn. Det kræver sin mand at sende stemmen gennem en computer, så den manipuleres, justeres og forskrues – og alligevel fremstår så genkendelig.

Grunden til, at det flyder for Sivas, og kuldsejler for så mange andre, er, at han er en mester i at gøre sit udtryk unikt med selvopfundet slang og nøje udvalgte referencer. Hvor man på gennembrudshittet D.A.U.D.A. hørte, hvordan alle ville være Dony Mondana, har han denne gang sin egen teknik som Zlatan Ibrahimovic, og på Godfather er det Robert De Niros navn, der repeteres. Med andre ord er universet udvidet, men ikke væsentligt forandret på hans albumdebut.    

Det er en mere moden Sivas, vi møder. Det hørte vi allerede på forløberen Jaja om succesens bagside og er tydelig på højdepunktet Para Noia. Den mørke, dystre tone, som hans vokal altid har haft en snert af, er blevet til en snigende melankoli, mens han reflekterer over samfundet og familien. Det er også familiære ansigter, der gæster Familie Før Para. MellemfingaMuzik, Ukendt Kunstner, Højer Øye og Gilli bidrager til det stilsikre udtryk.

Musikalsk er Sivas' nærmeste familie Reza, der står for broderparten af produktionerne. At han næsten eksklusivt producerer for Sivas gør, at deres klange er blevet synonyme. Med et talent for at fange lyden af syden, så man skulle tro, at han pendulerede mellem Atlanta og Miami, er Rezas sound en hjørnesten på albummet.

På Familie Før Para beviser Sivas, at han også holder i fuld længde; slanginnovatøren og AutoTune-bannerføreren har uomtvisteligt sin egen teknik og retorik. Det gør, at albummet fremstår ekstremt gennemført, men uden de store udfald. De 13 numre får et præg af redundans; niveauet er højt, men med få overraskelser.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA