x
Kalaha: Quarquaba

Kalaha
Quarquaba

Kalaha: Quarquaba

GAFFA

EP / Rump Recordings
Udgivelse D. 29.02.2016
Anmeldt af
Torben Holleufer

Sidste år debuterede kvartetten Kalaha med den ret fede liveplade Hahaha, hvor de fire musikere, der ud over Rumpistol og Spejderrobot og dennes flereårige følgesvend, trommeslager Emil de Waal, tæller den alsidige guitarist med de mange afrikanske farver på paletten, Niclas Knudsen. Som vi blandt andet kender fra Ibrahim Electric. Jeg var dengang ikke opmærksom på udgivelsen, men vil gerne anbefale den nu. Så langt, så godt.

Nu er orkestret gået i studiet og leverer den ofte utilfredsstillende omgang, kaldet en ep. Ofte for kort, for lidt af det gode. Især når musikken er af en slags, som du har lyst til at rejse ind i. Som på denne skive opkaldt efter de nordafrikanske gnaoua-musikeres metalkastagnetter.

Ikke at disse qaraqab, som jeg staver det, er særligt fremtrædende på pladen, ligesom de spilles i den mest simple triol-form, som man ofte ser hos nybegyndere. Lidt kedeligt, når man ved hvor besættende instrumentet er, når det spilles ordentligt af professionelle.

Når det er sagt, diskes der op med dybt spændende musik på denne plade, hvor specielt Niclas Knudsen spiller rasende veloplagt, som på den svævende Tippi Tabu, hvor hele den elektroniske produktions elegant-spacede forløb afløst af et spændende synkope-chase lægger modsætningen til den sprælske guitar.

Med Quarquaba skaber Kalaha et eget rum med klange, jeg ikke har hørt før i lige den form, selv om der strøs rundt med genkendelige inspirationer.

Jeg er ret vild med pladen, der fuldt ud lever op til sidste års udgivelse.

Men som også får mig til at længes over længere forløb end de lige godt 19 minutter, der bringes til torvs her.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA