Ukendt Kunstner: Den anden side

Ukendt Kunstner
Den anden side

Ukendt Kunstner: Den anden side

GAFFA

Download / Forbandet Ungdom
Udgivelse D. 29.02.2016
Anmeldt af
Maria Therese Seefeldt Stæhr

Som lyn fra en klar himmel har Ukendt Kunstner udgivet deres andet studiealbum. Albummet indeholder 11 skæringer med op til syv minutters varighed med en samlet spilletid på knap en time – alle i Ukendt Kunstners skæve, fine, varme, eftertænksomme, drømmende og elektroniske univers. Duoen evner på fineste vis at fastholde det univers, de har fået skabt som Ukendt Kunstner. Det er tilbagelænet, uden de store melodiske udfoldelser og fyldt med tekstgentagelser.

På skrift lyder det ikke spor virkningsfuldt, men deres lydbillede er meget effektfuldt. Den måde, de kombinerer det kolde med det varme og fletter vokalen ind som et musikalsk element snarere end en frontløber, betyder, at det som album virker meget helstøbt. Der mangler dog noget på den lyriske side. Selv om det er virkningsfuldt med gentagelserne, er indholdet af og til lidt tomt. En mere poetisk vinkel, atypiske emner eller noget andet, der stikker ud ville uden tvivl fuldende deres udtryk. For de er dygtige – deres musik er inviterende og dragende og fuld af uventede drejninger på den lækre Ukendt Kunstner'ske måde.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA