x
Matt Corby: Store Vega, København

Matt Corby, Store Vega, København

Matt Corby: Store Vega, København

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Det er ikke nødvendigvis altid kun godt at være udråbt som et vokalt unikum. At ens stemme og dens kvaliteter er det, der kendetegner dig, er ikke nok. Det kan nemlig hurtigt komme til give et ufærdigt billede af, hvem du er som kunstner. For musik er som bekendt mere end de enkelte delelementer. Og hvis alles fokus er rettet mod vokalen, er der altså nødt til også at være noget af alt det andet gemt et sted derinde. Ellers er der en overhængende fare for, at korthuset kollapser og forsvinder ned i glemslens ulideligt tomrum.

Undertegnede har det lidt sådan med australske Matt Corby, der – med sit spritnye album "Telluric" i baggagen – gæstede Store Vega i går. Danske Astrid Nora med aliaset Where Did Nora Go havde den svære øvelse at varme et ualmindeligt talende Vega op med sin cello og laptop. Og det var på alle måder godt kæmpet, i en unfair kamp.

Der er ikke en finger at sætte på Corbys evne til at bruge sin stemme. Han tog hele hjemlandet med storm i en alder af kun 16, da han deltog i den australske version af Idols. Nu er han blevet næsten 10 år ældre og har stadig meget at vise frem. Ikke mindst med hjælp fra sin loop-pedal fremstår den unge australiers vokal temmelig overbevisende.

Det var "Belly Side Up" og "Knife Edge", der åbnede ballet – til stor jubel fra salen – og den koncentrerede hovedperson gik temmelig ydmygt til opgaven. Det var, som om bandet og i særdeleshed Corby lige skulle finde sig til rette på scenen. Men publikum var opmuntrende og havde tydeligvis set frem til mødet med den unge australier, der mest af alt lignede en surfer boy med saltvand i det uglede hår. Og hver eneste gang han – overraskende langt fra mikrofonen – ramte de høje toner, udbrød der jubel.

Der blev ligeledes skubbet og maset for at få scenariet foreviget på diverse mobiltelefoner, så enhver teleudbyder med respekt for sig selv må have haft våde reklamedrømme.

Det var mestendels sangene fra det nye album, der prægede koncerten. Men med få undtagelser faldt tingene desværre temmelig meget til jorden, for numrene er simpelthen ikke stærke nok til at stå distancen. Inspirationskilderne står i kø, og Corby kan sin sorte musik, hvor især Marvin Gaye og senere neo-soul folk som D'angelo må være dyrket. Men resultatet endte desværre lidt som en stiløvelse og en halvafdanket pastiche.

På rejsen fra halvfjerdsernes sorte soul og frem endte vi lidt for ofte til en gymnasiefest i halvfemserne. Specielt på "Trick of the Light", hvor der gik Drori Hansen Furniture-funk i den.

Der var dog lyspunkter at finde på denne kolde forårsaften i Vega. Hittet "Monday", hvor resten af bandet blev sendt på toilettet, og hvor Corby gav sig hen til sine pedaler, skabte et interessant rum, hvor der pludselig var noget på spil, og hvor en sårbarhed fik lov til at dominere. Her gik vokal og originalitet på smukkeste vis hånd i hånd. Også det glimrende nummer "Resolution" fra ep'en af samme navn kom ud over scenekanten med bravour.

Men jeg havde det lidt, som om jeg var til en familiefest, hvor den fjerne families smukke unge efternøler fik lidt for meget opmærksomhed og lov til at optræde og med ét imponere alle. Som det ofte er ved den slags scenarier, ender det med at blive en kedelig fornøjelse. Og begejstringen fortager sig, efterhånden som manglen på originalitet bliver tydelig.

Mr. Corby kunne godt trænge til at få sig nogle lidt mere interessante venner at lege med, der måske kunne udfordre ham lidt. Og ikke mindst os andre.

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA